Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Krydstogt med børn

Krydstogt med børn er en ferieform, der giver både forældre og børn mulighed for total afslapning. De mange tilbud og aktiviteter der er på verdens største krydstogtsskib er overvældende.

De indre billeder ser helt rigtige ud
Jeg og mine to piger, Sille på 12 og Lucca på seks år, på stort krydstogtsskib, plaskende rundt i poolen på dækket. Heldigvis er det ikke bare en indre fantasi, men en drøm vi lige straks får indfriet. Nu, hvor vi venter på at gå ombord, sætter betænkeligheden dog ind. Krydstogt. Det er sådan noget rige fyldige amerikanere tager på. Da ikke en mor med to børn fra Danmark.

Efter tre timers venten og tjek får vi endelig lov til at gå ombord på det enorme skib. Pigerne er næsten ligeså imponerede som deres mor. Da jeg var barn, foregik den årlige sejltur med Stenaline-færgen til Oslo. Det er noget ganske andet at være ombord på et af verdens største krydstogtsskibe - Voyager of the Seas.

Den 311 meter lange skibskæmpe rummer shoppegade med blandt andet irsk pub, smykkeforretning og diverse caféer.

En imponerende teatersal, skøjtebane og på dækket minigolfbane, basketbane og klatrevæg. En uges krydstogtsrejse må siges at være en total luksusoplevelse for børn i alle aldre. Udover de mange muligheder for aktiviteter på skibet kan man hver dag i receptionen hente et helt A4 ark – en oversigt over hvad der i løbet af dagen vil blive arrangeret for de mindste deltagere – alt lige fra legestue til teatermaling.

80’er stil
Pigerne er meget optaget af de nye omgivelser, og jeg tror, vi alle tre er lidt forblændede af de mange farver. Alt er overdådigt. De udvendige glaselevatorer passer godt ind i den 80’eragtige indretning. Men hvilken færge med respekt for sig selv har ikke stjålet en hel del af 80’ernes neonfarver?

Kahytten er mere rolig. Her dominerer farverne beige og græsgrøn. Selv om det er trængt, er der både kingsize dobbeltseng, køjeseng, sofa og eget toilet.

Fantastisk mad
Det her kan man altså godt vænne sig til. At vågne op til fem meters frugtbuffet, hver morgen. Meloner i alle farver, skåret ud i små stykker. Der er simpelthen alt, hvad man kan tænke sig. Morgenmadsprodukter i alle farver. Et helt bord med æg i forskellige variationer. Blødkogte æg, scrambled egg, æggekage, æg med bacon.

Maden på Voyager of the Seas kan bedst beskrives med to ord. Overdrevet overflod. Hvilket ser ud til at være grunden til, at nogle af de mere runde gæster har valgt denne form for ferie. Maden er inkluderet i prisen, og den er tilgængelig 22 timer i døgnet.

Efter første nat på skibet ankommer vi til Villefranche. En lille hyggelig havneby nær Nice. Det er midt i september, og vejret er helt fantastisk. Varmt uden at være uudholdeligt. Dagen bliver tilbragt ved stranden. Man skal være tilbage på skibet hver dag kl. 17.00

Om aftenen omringes vi hurtigt af kvinder i rober og mænd i smoking. Det er gallaaften med seriøs dresscode. Vores kuffert er ikke kommet frem endnu, så jeg er tvunget til at hoppe i den nyindkøbte tenniskjole med indbyggede shorts. Af samme grund bliver restauranten fravalgt denne aften mod den mere afslappede buffet på 14. Etage.

Heldigvis må alle, uanset beklædningsvalg gå i teateret. Det gør vi og overraskes af en perfekt klon af Arnold Schwarzenegger og Kaptajn Klo. Han viser sig at være en meget stærk tryllekunstner. Hans sirligt føntørrede sorte hår smyger sig om de muskuløse skuldre, alt imens han tryller nogen ting frem og andre væk. Med sig har han en Robin-lignende assistent, der er ismurt så meget selvbruner, at han er på nippet til at blive meldt savnet, når han står foran det mørke bagtæppe. Imponerende par.

Hvis man vælger at tage på Nyhavn Rejsers krydstogt i Middelhavet, vil man få mulighed for at gå på opdagelse i Nice, Pisa, Rom, Napoli og Palermo på Sicilien. Det er ikke alle byer, man når at få et optimalt billede af, da der selvsagt er for meget Rom til, at man kan nå at se det hele på en dag. Men man kan få en fornemmelse af, hvilke byer man vil udforske endnu mere, ligesom alle de mindre byer, der ligger tæt på havnene er særdeles hyggelige og med masser af muligheder for at shoppe og spise.

Overdådig afslutning
Det sidste døgn foregår på skibet. Vi skal sejle fra Sicilien til Barcelona, og der bliver kræset for gæsterne. Alle skibets kokke hiver det helt store grill-arrangement ud på pooldækket, hvor der er godt proppet med folk.

Gæsterne på skibet er meget forskellige. De rige fyldige amerikanere findes stadig, men er langt fra de eneste repræsentanter. Der er en del ældre mennesker, men også mange familier med børn. Den sidste gruppe er nok et relativt nyt fænomen, men flere og flere børnefamilier vælger at tage på krydstogt, hvilket er forståeligt. Der er så mange aktiviteter og tilbud til de mindste, at far og mor også kan slappe af og rent faktisk føle, at de er på ferie.

Sara Pape
8. april 2008


Klatrevæg på dækket – 14. Etage. For dem uden højdeskræk


Hver aften når man kom ned i kahytten, var der lagt små chokolader på hovedpuderne og, til stor glæde for børnene, havde stuepigen formet sjove dyr ud af håndklæderne.


Morgengolf: Hver morgen snuppede Lucca og jeg en omgang minigolf på dækket. Nok den minigolfbane i verden med den bedste udsigt.


Afslappende cafébesøg i Palermo på Sicilien


Strandhygge i Villefrance – lille lækker havneby nær Nice. Vores nye hjem ligger og skvulper i baggrunden.


Pooldækket er selvfølgelig populært. Der er bassiner til familierne, babyerne og en hel poolafdeling til de ældre, hvor børn ikke har adgang.


Buffeten er tilgængelig fra morgen til aften. Især frugter i alle former og farver er et hit.



Informationer

Fakta om Voyager of the Seas
Længde: 311 meter
Bredde: 48 meter
Mandskab: 1.181
Passagerkapacitet: 3.114
Hastighed: 22 knob (40,7 km/t)
Vægt: 138.000 ton
Etager/dæk: 14

Indeholder: Skøjtebane, minigolf, tennis og basketbane. Klatrevæg, fitnessrum, tre udendørs pool og spabade. Restauranter, teatersal, butikker, casino, diskotek og massevis af barer.

Rejsen:
Vi bestilte rejsen gennem Nyhavn Rejser, der har specialiseret sig i krydstogter.

Priser fra: 12.760 kr. pr. Person for en uges krydstogt i Middelhavet

Priserne inkluderer:
Fly København - Barcelona t/r med SAS
Lufthavnsskatter
7 nætter på Voyager of the Seas i indvendig dobbelt eller enkelt kahyt
Alle måltider ombord
Drikkepenge
Havneafgifter
Underholdning og aktiviteter ombord

Priserne inkluderer ikke:
Drikkevarer, dog er vand, iste, kaffe og te inkluderet




Læs også mere her:

Italien
Frankrig