Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Lindvallen, Sälen - et herligt sted for ski og børn

I uge tre var vi på familiens første skiferie. Og det bliver ikke den sidste!

Hvorfor skiferie?
Ja, det er et godt spørgsmål, og vi havde heller ikke prøvet det før. Personligt kunne jeg ikke se fidusen i at gå rundt i sne til livet og blive kold. Det kan jeg nu! Et hold venner fik os overtalt til at tage med, og det er en skøn måde at være sammen med sine børn på. Man er ude, bevæger sig, får en masse lys i en ellers grå januar måned – og får også nogle gode grin, når fx moderen styrter for syvende gang. Og så føler man virkelig, at man har fortjent det glas rødvin, man når at drikke om aftenen – inden man falder omkuld af træthed…
Vores venner ville gerne af sted fra lørdag til lørdag, men man kan også leje hytterne fra søndag til torsdag. Vi valgte hjemmefra, at vi ville tage hjem torsdag, fordi vi lige ville teste ferieformen, før vi kastede os ud i en hel uge.

Hvorfor Sverige?
Det er overskueligt at komme til, sproget er til at forstå, også for børn, og hytterne var super fine og ligger nær ved pisterne.

Skiskole eller ej?
Vi havde bestilt en privat ski-lærer til de i alt fire børn hjemme fra. (I alderen 7-11 år.) Det viste sig at være en glimrende investering. Vi ankom lørdag aften, søndag morgen lejede vi ski, og så tog ungerne tre timer på skiskole. Forældrene holdt sig væk, og det er vist en god ide. Den første time sad vi på en nærliggende cafe, og jeg kunne se, at den 7-årige faldt temmelig mange gange i begyndelsen. Men han overlevede uden mors pylren – og han var sej og havde helt styr på skiene, da de tre timer var gået. Om eftermiddagen havde tre af de voksne – en skulle ikke på ski – købt samme skilærer til et par timers undervisning. Og hvis ikke man har stået alpint før, så er det helt nødvendigt at få instruktion af en professionel. Frida kunne fortælle, hvordan vi skulle gøre – forklare, hvorfor jeg nu væltede igen og fortælle, hvordan jeg kunne undgå det.
De to timer gjorde os ikke perfekte, men hold fast, hvor det hjalp! Jeg har tidligere været mest til langrend, men det her var sjovere. Jeg kom slet ikke i nærheden af et par langrends-ski.

Kommer man ikke let til skade?
Tjooo – men der er jo altid en fare for at komme til skade, når man bevæger sig fysisk. Vi slap da heller ikke for skader, og ironisk nok var det den veltrænede, snart ti-årige fodboldspiller, der endte med at forstrække ledbåndene i det ene ben. Han blev undersøgt på den nærliggende skadestue, og der blev familien også udstyret med et stykke papir, der godtgjorde, at han ikke kom på ski mere i dén ferie. Og med det i hånden, fik de uden problemer refunderet ski-leje og liftkort.

Hvad med mad?
På bedste tysker-maner havde vi masser af mad med hjemmefra. Ikke for at spare penge, men for at spare tid! Vi slap for en masse indkøb, og når vi kom trætte hjem om eftermiddagen, så skulle vi bare varme en af de sammenkogte retter – og læne os tilbage og slappe af, spille kort eller læse bøger.

Leje eller eje udstyr?
Eftersom det var første gang vi var af sted, var valget ikke svært: Vi lejede det hele. Det betyder, at udstyret er nyt, bindingerne bliver tilpasset rigtigt – og vi slap for at transportere det. Vi havde også for en stor del lånt ski-tøj til de voksne, for det er ærgerligt at bruge 4000 kroner på tjekket tøj, hvis ski-ferie ikke lige er sagen alligevel.

Hvordan er der for børn?
Lindvallen er i høj grad langt an på børn. Der er masser af børnebakker, en særlig bakke til at kælke på, konkurrencer og fx svimmingpool, hvis man trænger til en pause fra skiene. Men tjek selv på www.stenaline.dk

Hvordan kommer man derop?
Vi sejlede fra Frederikshavn til Göteborg kl. 03.45, var i Göteborg kl. 07.00 – og så kørte vi. En anden gang vil vi nok overveje en anden løsning. Det var hårdt at køre hele dagen uden at have fået ret meget søvn om natten.
Færgeselskabets anvisninger ville have os op gennem Sverige, mens GPS’en ville have os over Oslo. Vi fulgte GPS’en. Det var nok ikke smart, for den anede jo fx ikke, at der var vejarbejde meget af vejen, og at vi kom til at køre langs sne-grænsen – og der kom meget sne! På hjemturen fulgte vi anvisningerne fra StenaLine, og den gik helt uden problemer.

Hvad kostede det?
Vi gav 8.500 kroner for en 10-personers hytte fra lørdag til lørdag – inklusive færgetur for begge familier. Derudover skal man beregne næsten det sammen for leje af ski og liftkort.



Mette Mørk - www.mettemork.dk



Artiklens forfatter:

Mette Mørk

Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1995 og har arbejdet som journalist lige siden. Min MTBI-profil siger bl.a., at jeg er ”fornyer, der igangsætter nye projekter og udfolder stor energi med at realisere dem. Jeg ser let mening og betydning og ser sammenhænge, som andre overser”. Jeg går, sjipper, cykler og svømmer – men intet af det på et ambitiøst niveau. Til gengæld elsker jeg at lave mad, drikker rødvin til, gå i biografen, læse svenske krimier – og min mand påstår, at jeg ikke kan gå forbi et lokale, hvor der er valg til en bestyrelse uden at blive valgt ind…

Mettemork.dk