Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Lissabon for børn

Oceanário – Europas største akvarium i Lissabon
For de mindre børn er det som regel et stort hit at komme ind og se fiskene og hajerne i Lissabons Oceanário, som ligger i Parque das Nações (nationernes park) i området ud til havnefronten Doca dos Olivais. Området kaldes også Expo området efter verdensudstillingen Expo-98, som blev afholdt her. Også større børn vil finde det interessant at besøge Lisboa Oceanário, og selv for voksne er akvariet én af de mest populære seværdigheder i Portugals hovedstad.

Det gamle Expo-98 udstillingsområde er omdannet til forlystelseskompleks og i den sydlige del ligger oceanariet, som i øvrigt er Europas største. Akvariet arrangerer specielle learning-events for børn mellem 4 og 12 år for en pris af omkring 300 kroner for en hel dag. Normal indgangsbillet koster små 80 kroner per person. Børn under 13 år kommer ind for 40 kroner og for de mindste under 4 år er det gratis. Der er rabatordninger for pensionister og familier med 2 børn. I Oceanáro får man meget kvalitet for små penge.
Læs mere her

Er man i Lissabon med børn kan det anbefales at bruge en dag i det gamle Expo-område. Der er udover akvariet et stort udvalg af restauranter, en friluftsscene og en bowlinghal. Selvom Oceanário ligger lidt uden for centrum er det let at komme dertil med metroen. Metrostationen, som hedder Oriente er specielt bygget til verdensudstillingen i 1998 og er på rød linje. Oceanário har åbent hele året.

Guldkareter i Lissabon - Museu Nacional dos Coches
En lidt overset turistattraktion i Lissabon er Belém karetmuseum. Her kan man se hvad Portugals konger og dronninger i gamle dage kørte rundt i til daglig og ved festlige lejligheder. Udstillingen taler specielt til mindre børns fantasi og kan ligesom torneroseslottet Palacio de Pena i Sintra sætte tankerne i gang om prinsesser iført fine kjoler i karet med fire heste foran. Museet holder til i den tidligere kongelige rideskoles bygning. Nogle af kareterne ser ud som om de er lavet af guld.
Læs mere her.

Karetmuseet ligger lige i nærheden af mange af de mest kendte historiske seværdigheder i Lissabon forstaden Belém. Der går tog fra Cais de Sodré stationen i Lissabon. Togbilletten til Belém koster omkring 10 kroner.

Fra stationen i Belém er der kun få hundrede meter til områdets seværdigheder og Beléms havnefront. Der er desuden en stor park lige i nærheden, som bruges af såvel turister som lisboetter med børn. Når man har slappet af i solskinnet lokker det berømte konditori Pasteis de Belém med lækkert bagværk og en kop stærk portugisisk espresso. Belém er et godt sted at besøge med børn, da alt ligger indenfor gå-afstand selv for korte ben. Om sommeren afholdes der ofte arrangementer for børn udendørs i Belém og på BCC, som står for Belém Cultural Centre, er der også børneaktiviteter. Se program på www.bcc.pt. Det koster nogle få euro at komme ind på karetmuseet Museu Nacional dos Coches, som har lukket om mandagen.

Sporvogn nummer 28 i Lissabon
Sporvognene i Lissabon er spændende og anderledes og ligner lidt de gamle gule sporvogne i København. Specielt dem, som kører op og ned af stejle gader i den gamle by er værd at prøve for børnene. Sporvogn nummer 28 er én af de bedste linjer, idet den kører op til Saô Jorge slottet og rundt i de gamle bydele som en anden turistbus. Der er til tider meget lidt plads i de smalle gader i bydelen Alfama, og det sker at bilister bliver nødt til at bakke tilbage for at sporvognen kan komme igennem. Indimellem parlamenteres der lidt på portugisisk, men der er ikke noget at gøre for sporvognen har forkørselsret. Vinduerne i vognen kan åbnes og det sker endda at den lokale ungdom ganske ureglementeret og med dødsforagt tager en tur med uden på sporvognen. Det går dog ikke særligt hurtigt. Man finder sporvogn nummer 28 ved metrostationen Martim Moniz i nærheden af Rossio. En billet koster omkring 10 kroner. Sporvogn nummer 28 er på grund af de mange turister også et meget benyttet transportmiddel for Lissabons lommetyve.

Parque Florestal de Monsanto
Monsanto park ligger i den nordvestlige del af Lissabon. Der sker som regel en masse forskelligt i Monsanto Park, som er den største park i Lissabon. Parken er ikke så kendt som attraktion for turister måske fordi hjemmesiden ikke findes i engelsk udgave. I parken finder man bl.a. skateboard anlæg, en adventure park, et børneteater (på bestemte datoer) og et omfattende stisystem. Mange lisboetter og fastboende udlændinge i Lissabon benytter det store parkområde til picnic og afslapning fra storbyens larm. Der er også et økologisk (biodiversity) center tilknyttet parken med interaktive udstillinger af forskellig art. Monsanto Park er det helt rigtige sted at tage til hvis man vil slappe af i skyggen, mens ungerne leger i parken. Zoologisk have i Lissabon (metrostation Jardim Zoológico) ligger lige i nærheden af Parque Florestal de Monsanto. Mandag er parken lukket.
Læs mere her.

Zoologisk have i Lissabon
Zoologisk have i Lissabon ligger meget centralt. Haven er ikke så stor, men er alligevel et besøg værd. Der er bl.a. delfinershow og søløver, som af og til luftes blandt publikum. Man finder også løver, elefanter, giraffer, næsehorn, masser af skildpadder og omkring 2000 andre dyr i Zoo Lisboa. Desuden er der i haven en udmærket "Children's Farm" som altid er et hit hos ungerne. Indgang koster mellem 80 og 100 kroner per person, hvilket efter portugisiske forhold er små-dyrt. Inkluderet i billetten er dog også en tur med tovbanen i zoo som tager en lille halv time. Børn under 3 år har gratis adgang.  Metroen (den blå linje) går direkte til zoo fra Lissabons centrum så det er let at finde derud. Metrostationen ved zoo hedder Jardim Zoológico og haven har åben hele året fra klokken 10 om formiddagen til klokken 20 om aftenen (til klokken 18 fra oktober).
Læs mere her

Restauranterne Chimarrão og Fogo de Chão
I Portugal findes der to restaurantkæder, som går under fællesbetegnelsen ’rodízio’. Rodízio betyder direkte oversat ’rotation’. Konceptet går ud på at man får et stort udvalg af forskelligt kød på skyd ’i rotation’. Både på Chimarrão og Fogo de Chão får man for omkring 100 kroner per kuvert indledningsvis adgang til en stor salat-buffet. Hertil kommer fritter, ris og nogen gange friturestegt banan, som lander på bordet uden at man i øvrigt beder om det. Efter nogen tid går tjeneren i gang med at servere kød - masser af kød. Al servering foregår fra spyd, og det giver en sjov og anderledes restaurantoplevelse for børnene. Man gør klogt i at have sat god plads af på sin tallerken såvel som i maven. Tjeneren kommer med nye lækkerier en lille times tid eller indtil, man ikke kan klemme mere ned. Hvis man ikke bliver mæt er det ens egen skyld. Alt er meget lækkert og spændende at prøve. Der vil med meget stor sandsynlighed også være noget ungerne finder interessant.

Chimarrão og Fogo de Chão restauranterne er nok ikke de sundeste steder at spise, men det er absolut værd at prøve og rodízio er ikke kun en kulinarisk oplevelse. Man får også et indblik i portugisisk levevis og restauranterne er meget børnevenlige. De to brasilianske rodizio restaurantkæder er utrolig populære i Portugal hos både unge og gamle og er tit brugt ved fester, sammenkomster og lignende. Chimarrão's hjemmeside er kun på portugisisk, men der er en letforståelig liste over de forskellige lokationer hvor man kan finde restauranten på. Chimarrão findes i alle større portugisiske byer. Fogo de Chão findes i Lissabon og Cascais.
Websites: www.fogodechao.pt og www.chimarrao.pt

Sean Dahl - www.portugalnyt.dk
10. december 2007

Oceanario

Oceanario

Oceanario

Oceanario

Belém karetmuseum

Belém karetmuseum

Monsanto park

Lissabon Zoo

Lissabon Zoo

Lissabon Zoo

Lissabon Zoo

Lissabon Zoo

 

Artiklens forfatter:

Portugalnyt.dk

Portugalnyt giver dig inspiration til rejsen til Portugal, Azorerne og Madeira. Vi skriver dagligt nyheder om aktuelle begivenheder og aktiviteter i Portugal, og vi hjælper dig med at finde oversete seværdigheder og udflugtsmål. I Portugal Forum kan du udveksle erfaringer med andre rejsende. Du kan også booke fly, udlejningsbil eller feriebolig via hjemmesiden. Vores ambition er at samle og organisere al relevant information om Portugal.

Portugalnyt.dk