Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Aabo Camping og Vandland
- masser af aktiviteter for børnene


Endelig kom sommeren til Danmark, og med begejstring for solens stråler, pakkede vi campingvognen i uge 32 og drog mod nord. Mod campinglivet, vandland og ikke mindst masser af aktiviteter for børnene, for nu skulle den sidste ferieuge nydes til fulde.

Selve campingpladsen
Aabo Camping og Vandland var målet. Campingpladsen ligger i Tversted med super gode tilkørselsforhold også for et langt vogntog som vores. Ikke noget med snørklede små veje, og krogede sving. Parkering med vognen, mens man melder sig i informationen er der i høj grad også gjort plads til.

Der er over 600 enheder på de 13ha Aabo Camping pt. råder over – og alle pladser er meget strukturerede med hække mellem vejene, asfalterede sideveje og god plads til naboen. Generelt er der faktisk rigtig flot og rent rundt på pladsen, og har man børn med kommer disse nemt rundt på løbehjul, rulleskøjter og skateboards, da der er asfaltveje hele vejen rundt.

Fantastiske Servicebygninger
Der er to store servicebygninger på pladsen med individuelle baderum, handikaprum, familierum, flotte køkkenfaciliteter og mulighed for at sidde og spise udenfor. Her findes både mikroovn, gasblus samt almindelig ovn, og der er masser af plads og et fjernsyn, hvor de yngste kan slappe af, mens maden kokkereres.

Der er i servicebygningen også en super lækker børneafdeling med brusere under kokospalmer, børnetoiletter, farverige håndvaske og brusere i en sådan højde, at det er nemt for de voksne at bade børnene. Jeg tror helt bestemt, at badningen af børnene bliver nemt med disse indbydende forhold – måske vil de ligefrem spørge om lov til at komme i bad i ferien….



Supermarked og Café
På mange campingpladser findes en lille kiosk – på Aabo Camping og Vandland vil jeg hellere kalde dette for et lille supermarked, da det faktisk er en købmand med alt, hvad man kunne tænkes at mangle samt selvfølgelig mulighed for morgenbrød. Har de ikke lige det man søger, ligger der 5 minutters gang fra pladsen en Spar og 10 min. derfra en Dagli’ Brugs, så man kan, uden at starte bilen op, meget nemt få fat i diverse dagligdagsvarer.

I modsatte ende af bygningen hvor købmanden er, ligger en café. Den har i højsæson åbent for frokost- og aftensmad, og har blandt andet grillbuffet og pizza. Udenfor højsæsonen kan der på opslaget ved caféen læses mere om åbningstiderne.

Hytter og udlejningsvogne

Har man ikke selv campingvogn er der rig mulighed for at leje en hytte – der er to forskellige typer på henholdsvis 16m2 og 20m2. Begge typer hytter har køkken, sovehems og terrasse, og alle campinghytter er udstyret med køkkengrej og dyner.

Udover hytterne er der mulighed for at leje campingvogne med fortelt og alt udstyr til 5 personer. Disse ligger bl.a. placeret lige overfor vandlandet og dermed meget centralt på pladsen for diverse aktiviteter.



Stort vandland
Aabo Camping og Vandlands store trækplaster er det 1200m2 store vandland med en 66 m lang rutchebane samt klatrevæg og en boblegrotte midt i poolen. Vi var ret heldige med vejret i vores ferieuge, men selv på de dårligere dage var der gæster i vandlandet. Der er solstole og stole/borde rundt om selve poolområdet, så ønsker man blot at have opsyn med sine børn uden at hoppe i, så er der rig mulighed for det.

Der er mulighed for omklædning og brusebad før og efter svømmeturen, og selve poolområdet er holdt pænt rent med fliseområde og udsigt over en del af campingpladsen.

 Aktiviteter på campingpladsen
Ved ankomst til campingpladsen fik vi udleveret et skema med ugens aktiviteter og tidspunkterne på disse, et meget overskueligt system. Her fremgik det blandt andet, at der for de unge (13+) og voksne er vandaerobic hver formiddag samt at der i det såkaldte Hønsehus hver formiddag er forskellige aktiviteter for børnene, som f.eks. perler, klippe/klistre, tegne og andre kreative ting.

Derudover har campingpladsen et hyggeligt tog, kaldet Aabo Expressen, som hver dag kører fra legepladsen kl. 15.00. Det hitter jo altid, og både børn og voksne stod i kø for at prøve. Jeg var selv med på en tur rundt på pladsen, ganske hyggeligt.



Udover dette er der aktiviteter som skattejagt, snobrød, rundbold samt rutchebanerace og ikke mindst poolparty, som især var det store hit hos vores børn. Sidst nævnte foregik en solrig sommeraften, med musik ved poolen og forskellige aktiviteter, og selvom jeg synes, det var en anelse koldt, var der utrolig stor tilslutning fra børnene på pladsen, og det så super hyggeligt ud.

Centralt på campingpladsen findes en stor legeplads med bl.a. svævebane, klatreborg, hoppepude og gynger. Tydeligvis et samlingspunkt for pladsens mange børn, og godt skærmet af med indhegning ud til bilerne. Legepladsen ligger nabo til pladsens café, så forældrene kan trygt side der og holde øje med børnenes leg.  Over for legepladsen er der et spillerum med forskellige maskiner og mulighed for bordtennis, ligesom der er en minigolf bane med 12 udfordringer.



I den nordlige del af campingpladsen finder man ”Aabo Cabana”, som er et stort grønt aktivitetsområde, hvor der bl.a. kan spilles fodbold, så mulighederne på pladsen er mange.
Vil da også lige under ”aktiviteter” nævne, at der er gratis wifi på campingpladsen, hvilket bestemt er en fordel, når man har børn og unge med, der flittigt deler deres ferieoplevelser på Instragram.

Seværdigheder i området
Aabo Camping og Vandland ligger rigtig centralt i forhold til diverse seværdigheder. Der er ca. 15 min. kørsel til Hirtshals, hvor man udover et besøg i gågaden og på havnen, skal tage forbi byens fyr og se den smukke udsigt over landskabet og havet. Tag også forbi NordEuropas største Akvarium Nordsøen Oceanarium, der også har til huse i Hirtshals. Er man til naturoplevelser skal man unde sig selv en kanotur på Uggerby Å – ca. 10 min. kørsel fra pladsen eller måske en tur til Tversted Put and Take sø. Derudover er det naturligvis et must at besøge Skagen og tage en tur med Sandormen samt se Den tilsandede kirke og Råbjerg Mile.

Vi kan godt lide at se nogle byer, og besøgte blandt andet også Hjørring og Frederikshavn, som byder på lidt shoppingmuligheder for den ældste, og er man i Frederikshavn skal man selvfølgelig se Palmestranden, som virkelig er et hyggeligt sted.

Derudover ligger Fårup Sommerland også i kørselsafstand, så har man ikke været der, er det bestemt også et must for en dagsudflugt.

Ca. 10 min kørsel fra Aabo Camping og Vandland ligger også Ørnereservatet, og vælger man at besøge dette, skal man smutte forbi Informationen på campingpladsen først og hente rabatbilletter. Spørg efter andre muligheder for rabat, da der også er andre steder, de har nogle gode aftaler med.

Den sidste ting, jeg lige vil nævne i nærheden, er i gåafstand, nemlig et kvarters gang mod vandet og klitterne. Her ligger Det Blå Ishus, hvor folk valfarter til fra nær og fjern, blandt andet for at smage deres hjemmelavede guf. Vi prøvede det selvfølgelig også – og ja, det kan bestemt anbefales. Her er i øvrigt også gode bademuligheder og en lækker bred strand, hvis man søger den slags.

Fantastisk børnevenlig plads
Aabo Camping og Vandland er lidt af et børnemekka, og jeg vil vove den påstand, at hvis børnene keder sig på denne plads, så er det deres egen skyld, for her er hele tiden noget at give sig til, hvad enten man er til kreativitet, vand, boldspil eller noget helt andet.

Vi oplevede campingpladsen som en meget renlig plads, der gør en dyd ud af at holde tingene ved lige, og at det skal se pænt ud også i servicebygningerne, og det er lykkes dem rigtig godt.
Vi er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at se Aabo Camping og Vandland igen – vi har virkelig nydt vores uge med en god kombination af oplevelser, afslapning og masser af aktiviteter for børnene på pladsen.

 

Vores bedømmelse:
Beliggenhed:  6 stjerner (tæt ved badestrand og flere byer og seværdigheder)
Servicebygninger mm: 6 stjerner (absolut i top, og børneafdeling i fokus)
Aktiviteter: 6 stjerner (der sker noget hele tiden)

 

 

April 2016 - Besøgt sommeren 2015
Helle Hansen
Sjovforbørn.dk









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar: