Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Hotel Åhus Strand i Sverige
- kun 150 km fra København

Du behøver ikke køre længere end til Åhus Strand. Mindre end 150 km fra København finder du et dejligt feriested for hele familien. Her er sydlansk stemning, restauranter på stranden, minigolf, blåt havvand, hvidt sand, diskotek, strandpromenade og masser af liv.

Jeg tror ikke at danskerne har opdaget Åhus Strand endnu, som ligger i Sverige lige ved Kristiansstad – vi mødte i hvert fald primært svenskere og fik fornemmelsen af at være, hvor svenskerne selv holdt sommerferie, når de ikke skulle undenlands.

Åhus Strand har ikke et overvældende tilbuds af aktiviteter, men det gør bestemt ikke noget – det er enkelt, hyggeligt og godt. Vi kunne i hvert fald sagtens få dagene til at gå med strandture, minigolf og poolområdet.

Poolområdet består af et 50 meter langt svømmebassin, samt to bassiner til børn.

Hver aften er der underholdning for ungerne i form af skattejagt eller ligende – vær dog opmærksom på at aktivieterne foregår på svensk. Senere er der livemusik og dans til den lyse morgen, for dem der har husket at tage au pair pigen med.

Stranden er fantastisk med lækkert sand og en 200 meter lang badebro ud i det klare havvand – herfra kan du springe i vandet, spadserere en lille aftentur eller sætte dig en tidlig morgen med kaffen, mens far gør ungerne klar hjemme i villaen.
En anden dejlig ting ved stranden er at det ikke bliver dybt med det samme, så ungerne kan drøne rundt og lege uden straks at være i vand til halsen.

Hvert år arrangeres der flere sportsfestivaller på stranden, blandt andet Beachsoccer i starten af juli og beachhåndbold sidst i juli. Så har man lyst til at nyde synet at unge veltrænede mænd med bare, brune overkroppe, så er man heller ikke gået galt i byen - og hvilken husmoder fortjener ikke at drømme sig væk i et par spændstige unge mavemuskler fra tid til anden?

Villaen som vi boede i lå tæt på strand og restauranter og alligevel så langt væk fra nattens udskejelser at vi kunne få ungerne til at sove. Vi havde vores eget lille havestykke, samt tre værelser, stue, tv og køkken. Det største hit ved villaerne var, for alle tre unger, helt klart vandingssystemet i haverne og på de fælles græsplæner. Her flød timerne forbi uden skrig og skrål til mors og fars store fornøjelse.

ÅhusStrand tilbyder som noget helt nyt et All inclusive koncept, hvor der både er inkluderet overnatning, underholdning og alle dagens måltider. Det koster 995 svenske kroner pr døgn for voksne og 495 svenske kroner for børn over 4 år – yngre børn er gratis. Her er både mulighed for at bo på værelser og i små villaer til 4-5 personer.. Der er fire forskellige restauranter direkte på stranden at vælge imellem til dagens måltider, morgenmaden serveres på hotellet som buffet.
Derudover giver All inclusive kortet adgang til gratis internet, parkering og fittnesscenter.

All inclusive konceptet fungerer fint, vær dog opmærksom på at det ikke er alle retterne på menukortet som kan vælges – den store bøf til 250 kroner skal man altså kigge langt efter.
Man kan vælge mellem to-tre forskellige retter og sodavand eller letøl er med i prisen. 

Restauranterne har tydeligvis forsøgt at løfte nivauet over pomfritter og pizza, til stor glæde for os der nemt kan ende med at sidde og kigge olmt på tjeneren hele aftenen, fordi maden er uspiselig. Men alt glider også lettere ned en lun sommeraften med udsigt over havet.

Jeg kan især anbefale den lidt afsidesliggende Täppatboden, som serverer lækre fiskeretter i hyggelige og stemningsfulde omgivelser, hvor der også er plads til at børnene kan lege.
Morgenmadsbuffeten på hotellet er stor og varieret og kan spises både ude og inde. I løbet af dagen kan man frit forsyne sig på hotellet med saft, kaffe, frugt, kage og is og personalet virker rare og imødekommende.

Trænger I alligevel til at se lidt mere end ÅhusStrand, så tag en tur ind til Åhus by og gå en tur i de gamle smalle gader og spis en lækker flødeis med hjemmelavet vaffel på torvet. I kan også gå en tur i skoven eller smutte forbi fiskebutikken nede ved havnen.
Har farmand brug for et skud alkohol, for at klare familien i ferien, så er Åhus det eneste sted hvor Absolut Vodka produceres – besøg fabrikken og fyld bilen med de smukke Absolut flasker.

Jeg kan varmt anbefale jer at besøge ÅhusStrand og omegn på Skånes smukke østkyst.

Sille Kongstad
Sjovforbørn.dk
Juli 2010









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

http://www.ahusstrand.com/

Læs mere om området her:
www.sydsverige.dk

Turistbureau Kristiansstad

Læs også mere her:

Skåne
Sverige