Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Skøn campingdebut i det franske!

Med den velkendte fornemmelse i maven om strygejernet nu blev slukket, om den lidt for store mængde bagage bagerst i familiebilen nu virkelig er nødvendig, og frem for alt tvivlen om hvorvidt vi har glemt et eller andet, satte vi kursen sydpå – GPS-koordinaterne peger på en luksus campingplads i Frankrig - La Croix du Vieux Pont mellem slotsbyerne Soissons og Compiègne, omtrent halvanden time fra Paris.

På vej med et godt forarbejdet
Anders på godt 5 år og Julie på 1½ år sidder trygt på bagsædet med en indholdsrig legekasse placeret mellem dem og et par små skærme lige foran dem, klar til at levere diverse tegnefilm undervejs, når det bliver tiltrængt.

Med diverse råd omkring det optimale afrejsetidspunkt for en køretur på godt 1200 km med to små børn på bagsædet, valgte vi bare at rulle af sted sidst på eftermiddagen efter sidste arbejdsdag uden på forhånd at vide noget om, hvor langt vi ville nå.

Under forsædet lå et arsenal af små pakker parat til at blive kastet over skuldrene til ungerne. Pakkerne indeholdte alt fra lidt rosiner til små actionfigurer, og både pakkernes indhold samt selve udpakningen bidrog til underholdningen.

Med blot nogle få kilometer igen trillede den lille familiebil på de sidste dråber benzin pludselig på lange grusveje, som til sidst blev forvandlet til et par hjulspor over en græsmark! Ifølge GPS’en var vi under 3 km fra målet, men det så ikke lige ud til at være den rigtige vej.

Da vi fik vendt bilen, blev vi mødt af en anden familiebil. Vi havde ikke lige set deres nationalitet, men det fandt vi hurtig ud af, da familiefaderen rullede vinduet ned og sagde:” Nå, I er også på skovtur med GPS´en”. Endnu en dansk familie som var havnet ude midt i ingenting. Men med fælles hjælp kørte vi tilbage af vejene og fandt endelig den rigtige vej til campingpladsen. Konklusionen må her være, at man ikke altid skal stole helt og holdent på GPS´en. Næste gang vil vi i hvert fald have et godt gammeldags kort med til nødstilfælde.

Ankomsten til pladsen
Da vi ankom til campingpladsen, var der nogle søde unge mennesker fra Eurocamp, som bød os velkommen og viste os ned til vores mobilhome. Hvert mobilhome lå i hver sin lille have med høje hække, så vi nød at være os selv samtidig med, at man bare kunne gå udenfor hækken, hvis man ville opleve en masse.

Vi var også så heldige, at vores mobilhome lå lige ned til en af søerne, kun adskilt af en lille vej. Fra terrassen var der fin vandudsigt, og børnene syntes, det var fantastisk lige at kunne gå over og fodre ænder hver dag.

Der blev også fisket i søen. Det var en oplevelse i sig selv, da vi første gang så en mand hive en karpe på 20 pund i land!

Campingpladsen var i det hele taget meget børnevenlig – Der var nogle gode åbne arealer og fine legepladser til børn ligesom vores - med masser af krudt i numsen. Der var også nogle gode aktiviteter som f.eks. trampoliner, hoppepude, cykelbåde og ikke mindst nogle seje små biler og motorcykler, som børn fra 4 år selv kunne køre rundt.

Disse aktiviteter skulle man betale for, men prisen var okay, især hvis man købte et af rabatkortene, så ungerne bare kunne prøve løs alt hvad de ville.

Masser af vandsjov
Det bedste på campingpladsen, som kunne få stjerner til at glimte i vores børns øjne var dog det mangfoldige swimmingpoolområde, der rummede flere forskellige pools, nogle med delvis tag over og andre helt i det fri.

Der var nogle sjove rutsjebaner, et boblebad og det bedste var selve børnebassinet. Det var meget overskueligt, ikke for dybt og med egne små og dog alligevel seje rutsjebaner samt et lille springvand og det mest positive – dejligt varmt vand!

Her fik vi brugt en masse tid, specielt fordi det både kunne rumme energidrenge på 4 år samtidig med at der var plads til små piger, som hyggede sig mest med at sidde på kanten og lege med en spand.

Nu er vores unger meget glade for vand, så særlig belejligt var det naturligvis også, at den ene af søerne på campingpladsen var en decideret badesø med en kunstig strand tilknyttet og det velanlagte område omkring søen dannede også rammen for nogle hyggelige stunder. I det hele taget var det en meget idyllisk campingplads, naturlig med smukke træer, søer og bede.

Pladsen har med dens smilende hjælpsomme personale, flotte natur og de mange muligheder for aktiviteter for både børn og voksne, givet os en campingdebut langt over forventningerne – det er jo lige før vi ikke tør sætte kursen mod andre pladser, nu er forventningerne jo skruet helt i top! Men denne campingplads kan i hvert fald anbefales, også til nybegyndere som os. Det er et passende antal kilometer at køre den første gang man begiver sig ud på familieeventyret.

 

Thomas Skjald Brosø
Testfamilie for Sjovforbørn.dk
28. juli 2009





 


Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



Anonym 12. august 2009 kl. 22:06
Camping La Croix du Vieux Pont anmeldelse

Svar - citer og svar



Informationer


Thomas og familien har været testfamilie for Sjovforbørn.dk og Eurocamp, som har stået for turen.

Læs mere om campingpladsen og Eurocamp her

La Croix du Vieux Pont ligger også, så de populære forlystelser nær Paris kan nås. F.eks. Disneyland Paris og Parc Asterix.

 


Læs også mere her:

Paris og omegn
Frankrig
Disneyland Paris