Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Duinrell - Ferie midt i en forlystelsespark

Planen var 8 dage på camping i Holland lige midt i en forlystelsespark med masser af sjov for børn og voksne. Og det blev også næsten opfyldt.

Duinrell er som en kinderoverraskelse - hele 3 ting !! En campingplads, en forlystelsespark og et stort badeland. Når man booker sig ind på campingpladsen, får man samtidig gratis adgang til forlystelsesparken, som har åbent hver dag fra 10-17 (højsæson til kl. 18) samt 2 timers gratis adgang hver dag mellem 10 og 14 til Tiki Badeland.

Ferieparken ligger i byen Wassenaar, som er en mindre by i Holland, der ligger kun 15 minutters kørsel fra Den Haag og ½ times kørsel fra Amsterdam. I Holland ligger de store byer tæt, så ind imellem de 2 store byer, finder man også universitetsbyen Leiden, som er en superhyggelig indkøbsby.

Vi besøgte pladsen midt i juni, hvor der er lavsæson på pladsen, og vi havde god plads. Selvom forlystelsesparken også var åben for gæster udefra, stod vi sjældent ret længe i kø til forlystelserne. Og i badelandet var der også langt mellem gæsterne. Vi rejste med Eurocamp, der havde et rigtig godt tilbud til de familier, der havde lyst til at rejse i juni. Kr. 2.800,- for 8 dage inklusiv alt må da siges at være billigt. Vores mobilehome lå helt perfekt med masser af plads omkring vognen og med rig mulighed for at komme i snak med de andre danskere.

På grund af lavsæsonen var der desværre ikke så meget der var åbent. Supermarkedet havde åbent dagen lang, men restauranterne havde kun åbent i weekenden. Det betød desværre, at der manglede lidt liv på pladsen om aftenen, når forlystelsesparken havde lukket. Fra andre campingpladser i udlandet er vi vandt til underholdning og hygge omkring restauranter og ishuse om aftenen - også udenfor sæsonen.

Forlystelsesparken
Der er meget godt at sige om parken og også en del negative ting. Lad mig sige det med det samme: Børnene elskede stedet, men der var nogle ting, der irriterede os voksne. Flere steder i parken skulle man lige putte en mønt i for at prøve en aktivitet, og det er et irritationsmoment hele tiden at skulle have penge op af lommen, når det nu burde være inklusiv.

Parken var også noget slidt efter danske forhold, og rengøringen var meget mangelfuld. Det betød, at der var decideret beskidt i de indendørs faciliteter.

Vi oplevede også mange problemer med ungdomsgrupper og store teenagere, der søgte mod småbørnsaktiviteter som f.eks. klatretårne og legepladser til stor gene for de mindste, der simpelthen blev bange for den noget støjende opførsel. Der kunne vi godt have brugt lidt mere opsyn med aktiviteterne.

Men derudover var der mange sjove aktiviteter både for store og små. Rutsjebane, flyvende tæppe, vandrutsjebaner, minitog, glidebaner, karruseller og nogle helt overdådige legepladser. Legepladserne var iøvrigt også åbne udenfor den normale åbningstid, hvor man kunne gå rundt i store dele af parken. Der var også en indendørs legeplads med et kæmpe klatretårn, som vi kender det fra de danske indendørs legelande.

Tiki vandland
For dem der elsker vovede vandrutsjebaner, er Tiki Badeland et absolut must. Det virker som om de har gjort alt hvad de kunne for at skabe nogle vilde oplevelser. Bl.a. kan man prøve Cyklonen, hvor man efter mange meters rutsjebane ender i en tragt, hvor man når at tage et par runder i et forsøg på at genvinde kontrollen, blot for at miste den fuldstændig til sidst i et ukontrolleret dyk ned i dybet. Der var omkring 8-9 forskellige rutsjebaner, alle af den vilde slags. Til gengæld savnede vi de rutsjebaner, som vi turde sende vores 5-årige ud i. Bare en enkelt ville have været fint.

Men badelandet er stadigvæk skønt med fine bassiner og en sjov flod, som også holdt os beskæftiget meget længe. Omklædningen er helt til grin, så væbn jer med masser af tålmodighed, og forvent ikke at de andre badegæster har vasket sig før de hopper i bassinet. Der er nemlig fælles brusebad!!

Udflugter
Duinrell ligger i et smørhul med kort tid til både Den Haag og Amsterdam. Vi tog bilen ind til Amsterdam. (Læs evt. artiklen om parkering i Amsterdam). I Amsterdam startede vi med en kanalrundfart. I virkeligheden er byerne i Holland meget fascinerende pga. alle de kanaler. Det skaber jo hygge på lige fod med Venedig. Men i Amsterdam kan man udover shopping også besøge Anne Franks Mindemuseum, Nemo Eksperimentariet og den fine zoologiske have. Se en liste over sjove aktiviteter til venstre i artiklen.

På en regnvejrsdag er en tur til Sealife i Den Haag også værd at fremhæve. Akvariet er indrettet virkelig hyggeligt, og det er placeret på strandpromenaden i udkanten af Haag. Her på strandpromenaden er der masser at se på - omend af den meget kommercielle slags, og der er også en Pier, der er bygget langt ud i vandet. Man kan parkere helt nede ved strandpromenaden (mod betaling)

Stranden ligger kun en kort køretur fra campingpladsen. Tager I bilen med, kan I holde gratis ca. 700 meter fra stranden, eller betale og holde helt tæt på. I kan også overveje at leje cykler på campingpladsen. Stranden er rigtig dejlig - og vesterhavsagtig.

En tur til Leiden kan også anbefales. Det er en stor by (De ligger tæt i Holland) med en lang gågade, masser af rigtig gode cafeer og iscafeer og en superhyggelig bymidte. I Leiden er det ikke besværligt at finde en parkeringsplads tæt på centrum.

Wassenar
På gåben fra campingpladsen tager det maks. 5 minutter før man står i Wassenar bymidte med gågade og cafeer og restauranter. Det er en hyggelig mindre by, og alene turen til isbaren kan tælle som en daglig udflugt.

Skal vi derned igen?
Tjaa vi havde en fantastisk ferie. Vejret var glimrende (dansk vejr) og børnene elskede det.

Jo vi kunne godt finde på at tage til Holland igen, omend man lige skal vænne sig til en lidt anden mentalitet. Nu er det første gang vi er i Holland, så ret os endelig, hvis vi er helt galt på den, men det virker som om hollændere er meget sig selv nærmest. Vi oplevede hele 3 gange, at vores ting blev stjålet eller forsøgt stjålet ved højlys dag (fodbolde og løbehjul), hollænderne snød foran i køerne hele tiden, og forældre stod stolte og så på at deres børn snød foran.

Måske det er fordi de er 3 gange så mange mennesker i Holland på et areal på størrelse med Danmark. Man oplever det samme på motorvejen med meget aggresiv kørsel, hvor man ikke lige venter på nogen eller tager hensyn.

Men hvor er de samtidig også meget søde og imødekommende.

Går turen til Duinrell til sommer, så skal der lyde en rigtig god ferie herfra.

 

Mette Juhl
14. juni 2008

Eurocamp mobilehome

Pariserhjul i forlystelsesparken Duinrell

Klatretårn i Duinrell

Den store flotte legeplads i Duinrell

Den store flotte legeplads i Duinrell

Hurtig tur nedad i Duinrell

Indendørs klatretårn i Duinrell

Kanalrundfart i Amsterdam

Sealife i Den Haag

Stranden i Wassenaar


Leiden - Den hyggelige handelsby

Isbaren Luciano

Skøn italiensk restaurant i Wassenaar

Man kan også lege gocarts på campingpladsen



Informationer

Gode tips:
I byen Wassenar finder du blandt andet 2 absolut guldklumper:

Isbaren Luciano, som i 2006 blev kåret til årets isbar i Holland. Og med rette. Her er isen bare god. Det blev til en næsten daglig udflugt. I finder isbaren i en sidegade til gågaden.

Den italienske restaurant, Scala, som bød på meget vellavede pizzaer og anden italiensk mad til meget fornuftige penge. Her var børn meget velkomne. Restauranten ligger kun 5 minutter fra campingpladsen. Når I når til gågaden, så drej i stedet til venstre, så træder I næsten direkte ind i restauranten.

Madindkøb:
I en gade parallelt med gågaden finder man de lækreste madforretninger. Her er bl.a. en hel slagter, der har specialiseret sig i kylling (Kip). I gaden finder man også supermarkedet C1000.

Men også supermarkedet på pladsen byder på gode indkøb. Friskbagt brød, fint kød og et godt udvalg af grøntsager.

Læs også mere her:

Amsterdam og omegn
Haag og omegn
Holland
Duinrell Camping
Duinrell Forlystelsespark