Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Hagen Strand Camping

Vi besøgte Hagen Strand Camping en uge i starten af juni - begyndende med pinsen. Hagen Strand Camping ligger i Børkop mellem Vejle og Fredericia.

Vejen til campingpladsen er en smule snørklet, når man ankommer med et forholdsvis stort vogntog - især er der to sving, som volder besvær, hvis man møder en modkørende. Hagen Strand Camping ligger godt gemt væk i en skov og helt nede ved stranden, men når man ankommer til pladsen, får man et rigtig godt førstegangs indtryk, da indgangspartiet ser pænt og præsentabelt ud.

Velkomsten
Der er en god stor p-plads udenfor pladsen til gæster, men der er desværre ikke meget plads til vogne, som skal tjekke ind, hvilket betyder, at man kommer til at holde i kø op i skoven, hvis der er flere, som ankommer på samme tid. Det giver så igen problemer for de biler/vogne, som skal ud fra pladsen på samme tid, da man ikke kan komme ud og forbi de ventende vogne. Det var ikke et problem, da vi ankom og heller ikke da vi kørte, da vi kørte meget tidligt, men jeg kunne godt forudse problemet om sommeren. Et lille problem, men stadig et element, jeg vil gøre opmærksom på.

Da vi tjekkede ind på pladsen, blev vi mødt af Jette, den ene af pladsens ejere. Hun var meget imødekommende og venlig, og vi blev straks anvist til den bestilte plads.

Hagen Strand Camping har som udgangspunkt hække rundt om alle standpladserne, men ved nogle af pladserne er hækkene mindre gode og nogle steder, er de nærmest ikke til at få øje på. Vores standplads var dog super god med god hæk hele vejen rundt, og så var den dejlig stor. Vi har ofte problemer med at være på pladserne pga. en forholdsvis stor vogn, men det var intet problem her. Vi kunne nemt have fortelt og bil og så stadig have plads foran teltet til at lege, grille osv. Helt perfekt.

På campingpladsen er der også mulighed for leje af nogle helt nye 5 stjernede luksushytter med eget bad, toilet og køkken. De 25 kvm store hytter er meget præsentable og lækre og bestemt en mulighed, hvis man ikke selv har campingvogn. Campingpladsen har også opstillede campingvogne til udlejning, så der er bestemt muligheder for alle.

Lige ned til stranden
Hagen Strand Camping ligger, som navnet lidt siger, lige ned til stranden, så vi startede vores første rigtige feriedag med at gå ned til badebroerne med fiskenet.Vores to børn på 2 og 5 år var ellevilde, og vejret var perfekt, så selvom resultatet ikke var til at få øje på, var fornøjelsen stor.

Eftermiddagen tilbragte den store på legepladsen, og da det var pinse, var der mange nye legekammerater at finde, så hun var hurtigt beskæftiget.

Om aftenen kørte vi en tur til Fredericia i Madsby Park - det er ca. 15 min kørsel væk, og en kæmpe stor park med alt lige fra både, mooncars og tarzanbaner til traditionel legeplads med gynger og rutchebaner. Der er også en lille butik, toiletter og dyr som f.eks. fugle, hamstre, kaniner, geder, heste og et par lamaer. Et super lækkert sted, med gratis entre, hvor man snildt kan bruge et par timer.

Subtropisk vandland
Hagen Strand Camping kører i år et tilbud, hvor man ved tre overnatninger får en gratis adgang til Fredericia Subtropisk vandland og ved en uges ophold, får man to. Vi skulle være der en uge, så med to frie entreer besøgte vi på vores tredje dag vandlandet for første gang.

Fredericia Subtropisk vandland er ikke det største vandland, vi har besøgt, men det er tilpas og til gengæld heller ikke overbesøgt - i hvert fald ikke, da vi var der. Der er en god temperatur både i luft og vand, og et par rutchebaner at boltre sig på. Til gengæld er der ikke noget soppebassin, så vores mindste på 2 år skulle helst være hos os hele tiden. Det var lidt nemmere for hende på 5 år, da hun godt kunne bunde i det ene bassin. Men alt i alt et fint vandland, hvor vi fik nogle timer til at gå.

Faciliteterne på pladsen
Hagen Strand Camping har helt nye familierum, som er rigtig gode med bla. en bruser i børnehøjde og fine vaske. Det koster et fast beløb at bruge rummene, men til gengæld har man så fri afbenyttelse af vand, så det kan godt svare sig for en familie på 4.

Dog vil jeg sige, at der ikke er noget badekar til de mindste…..  Der er et andet familierum, hvor der er et gammelt plastbadekar, man kan benytte, men jeg syntes ikke, jeg ville bade min søn i det, da det ikke virkede særlig rent, så jeg brugte bruseren i familierummet, og det gik også fint.

Toiletforholdene og de almindelige vaskerum var ikke nye - men havde en ok standard. Min mand nævnte dog at nogle sæbedispensere ikke virkede hos mændene, og at der ofte lugtede lidt grimt, men hos damerne var det nu okay.

På campingpladsen findes en lille butik, hvor man kan købe is samt det mest fornødne. Den ligger i forbindelse med informationen, og her kan også købes friskbagt brød, såsom franskbrød, morgenbasser og rundstykker.

Aktiviteter for børn - på pladsen og i nærheden
Der er en mindre legeplads på campingpladsen, med bl.a. to hoppepuder, og der er mooncars de større børn kan leje og køre rundt på. I pinsen var der ikke arrangeret nogle specielle aktiviteter for børnene, men vi fik nu nemt tiden til at gå alligevel med legeplads, stranden og vandet samt ture i omegnen.

En af dagene i vores ferie havde vi en tur til Legoland, der er ca. 40 min kørsel, så det er bestemt et besøg værd. Vi var også i Vejle og shoppe både i center og på gågaden, ligesom vi var i Kolding storcenter en dag. Derudover byder Fredericia jo på spadserture f.eks. ved Fredericia Vold.

På turistbureauet kan man for et meget symbolsk beløb købe en brochure, så man på egen hånd kan gå en tur på volden og samtidig læse om voldens historiske seværdigheder. Fredericia har også en hyggelig havn, og så er der jo Minibyen. Den historiske Miniby er en model af Fredericia Købstad i 1849 i størrelsesforholdet 1:10. Man kan faktisk tage nogle rigtig sjove fotos der af sine børn, da disse jo er meget større end husene.

Og hvad synes vi så?
Serviceniveauet på campingpladsen er helt i top. Vi blev behandlet meget pænt, og værtsparret er hele tiden imødekommende, hjælpende og meget smilende. Det er dejligt, når man er gæst på en campingplads, hvor man virkelig føler sig velkommen og føler, at det er campinggæsterne, der er i fokus.

Hagen Strand Camping ligger rigtig centralt ved skov og strand imellem Fredericia og Vejle og med kort afstand til Kolding. Campingpladsen er en DCU samarbejdsplads, hvilket betyder, at man som DCU medlem får 15% på overnatningen.

Vi havde en skøn ferie på Hagen Strand Camping med super godt vejr, og vi har fået et rigtig godt helhedsindtryk af pladsen, og kommer bestemt igen næste gang vi skal holde ferie på den egn.

Beliggenhed:
Servicebygninger:
Aktiviteter:

En rigtig god campingplads med et venligt værtspar og en dejlig beliggenhed ved stranden og skoven

 

Helle Hansen
Sjovforbørn.dk
18. juni 2009

 


Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Hagen Strand Camping ligger i Børkop mellem Vejle og Fredericia. Pladsen er smukt beliggende direkte ved Vejle Fjord med badebro og dejlig badestrand.
Læs mere om campingpladsen her


Læs også mere her:

Madsby Legepark
Legoland
Jylland
Danmark