Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Lalandia i Billund - En vinder på mange punkter!

 

Lalandia ligger da i Rødby? Ja der ligger Lalandia også. Men nu ligger der også et Lalandia lige i Jyllands smørhul klods op af Legoland og med kort afstand til en masse sjove ting. Billund er nu ikke bare kendt for Lego, Legoland og lufthavnen, men også for at have et kæmpe feriecenter.

Det er faktisk 20 år siden, at Lalandia i Rødby skød op, så der ligger mange års erfaring bag tilblivelsen af Lalandia i Billund. Det er tydeligt. Faktisk hitter stedet på de fleste punkter.

Indkvartering
Vi tog en tur til Lalandia et par dage i oktober – ikke i højsæsonen. Vi boede i et 6 personers hus et stykke fra feriecentrets hovedbygning. 3 værelser, badeværelse med spa og en stor stue-køkken-spisestue. Superfint hus med god indretning og alt hvad der skulle være. Selv køkkenet var bedre udstyret end vi normalt er vant til.

Der er også både mindre og større huse. F.eks. er der Classic 4 indrettet til 4 personer med 2 soveværelser, og Nordic Plus og Classic Plus8, der begge er indrettet til 8 personer.

Husene ligger spredt ud over et område, der også tæller diverse legepladser og stisystemer. De fleste huse ligger et godt stykke fra hovedbygningen. Vi boede nok ca. midt i området, og det tog ca. 15 minutter at komme til hovedbygningen, der så også af pudsige grunde vender ud mod Legoland og altså væk fra husene. De sidste 5 minutter går næsten med bare at gå rundt om bygningen!

Der er dog et lille sjovt tog, der kører i pendulfart frem og tilbage fra centeret og til husene.

Men når det er sagt, så er husene hyggelige og praktisk indrettet. Indtjekning foregår fuldstændig gelinde ved at man modtager en kode og kører direkte mod huset uden at skulle stå i kø ved en skranke sammen med alle de andre.

Aktiviteter
Vi kan roligt sige, at vi aldrig har set noget lignende, da vi træder ind i Lalandias hovedbygning. Der er lige blevet skruet op for middelhavsstemningen med et meget kreativt loft, der giver den virkning, at man tror man er udenfor og ja, ved middelhavet. Flot !! men lidt for mørkt i løbet af dagen. Der kunne man godt skrue lidt op for lyset.

I centerbygningen finder man et hav af aktivitetsmuligheder.

Ligesom i Rødby kan man også her inde et indendørs legeland – Monky Tonky Land, hvortil der er fri adgang, når man bor i feriecentret. Masser af klatremuligheder og meget andet. Helt sikkert et hit hos børnene.

Har man penge med, kan man her i centret også bowle, spille minigolf eller hoppe i sjove trampoliner. Alt sammen under samme tag, hvilket giver en rigtig god virkning. Her kan man være sammen, selvom alle i familien ikke lige har lyst til det samme.

Der er også et lille amfiteater, hvor der er forestillinger, børnediskotek og andre arrangementer.

Aquadome
Den vigtigste aktivitet er Lalandia Aquadome – et 10.000 m2 stort badeland inspireret af østen og med et udbud af bassiner og rutsjebaner, så alle i familien kan være med.

Især de mange rutsjebaner er et hit. Vores yngste er 4 år, og det nærmeste vi normalt kommer rutsjebaner til små børn er 2 meter med en hældning der stort set ikke kan mærkes, men i dette badeland er der også kræset for de helt små. Super godt gået.

Er man modig, så er det et must at prøve Tornadoen, den store rutsjebane, der er den første af sin slags i Europa og foregår i 2- eller 4-personers gummibåde. Efter en rolig start hvirvles bådene ind i tornadoens centrum, hvor der med høj fart kures op og ned af siderne. Puha. Men der er også flere rutsjebaner til de halvmodige, så kast jer bare ud i det.

En anden rigtig fin detalje er det indendørs/udendørs spabassin. Kæmpe bassin, der starter indenfor, og hvor man så kan svømme ud og nyde solen udenfor. Om sommeren kan man jo så passende slikke lidt sol, inden turen igen går indenfor.

Uden tvivl det bedste badeland, vi har besøgt !! Godt gået !! Og så lige en kæmpe ros til livredderne, som var både opmærksomme og hjælpsomme.

....og så kommer vi til spisestederne
Der er flere forskellige spisesteder i Lalandia, men det var vores opfattelse, at der var skruet alt for langt op for priserne. Vi spiste på Il Bambino, som er en italiensk buffetrestaurant, hvor der skulle være fokus på børnefamiliernes behov. Vi sad ganske fint ved et bord under himlen (den skønne blå, der også var der, da det blev mørkt udenfor), men der sad vi en halv time, før vi fik drikkevarer, og det var på et tidspunkt, hvor der slet ikke var travlt endnu. Og oplevelsen blev som sådan ikke bedre. Maden var der ikke noget i vejen med. Godt stort udbud. Det var bestemt ikke svært at finde noget spændende, heller ikke for børnene.

Men alle børn over 3 år skulle betale kr. 78,- for buffeten. Min yngste spiste 5 agurker og et stykke pizza og de store ikke meget mere, så det var meget i overkanten. For voksne var prisen kr. 189,-/person.

Det var ikke mit indtryk, at man kunne finde det billigere i de øvrige restauranter, med mindre man kunne nøjes med en grillbar.

Så vores anbefaling er at lave mad selv. Feriehusene er super udstyret og meget hyggelige, så der er alle muligheder for at få en hyggelig aften.

Hvad kan man se i nærheden?
Lalandia Billund ligger virkelig godt for mange udflugter. Start med en tur i skønne Legoland. Der er både til 1 og 2 dage, og det er faktisk muligt at spise frokosten i feriehuset, hvis man vil spare pengene til grillen i Legoland. Der er også kun en kort køretur til Givskud Zoo.

Hvad synes vi så?
Børnene syntes det var helt i top!! Og vi voksne var enige et langt stykke hen af vejen. Lalandia har formået at lave et virkelig godt feriecenter med et badeland i topklasse. Man bor i kvalitetshuse, og der er masser at give sig til. Hvis maden og prisen på samme også lige kommer med, så er vi 100% på.

 

 

Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
7. oktober 2009



   


Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



gd 20. oktober 2009 kl. 13:20
Lalandia i Billund
det er rigtig godt meget bedre end det i rødbyhavn HEHE!

Svar - citer og svar

Signe 10. marts 2010 kl. 07:12
Sv: Lalandia i Billund
Jeg synes, at der er meget hyggeligere i Lalandia Rødby. Der er også flere muligheder som gåtur ved den dejlige strand, der er indendørs isskøjtebane, biografer, rigtig golfbane m.m.

Svar - citer og svar

KrM 14. maj 2010 kl. 11:25
Sv: Lalandia i Billund
Synes ikke at jeg kunne få luft i det nye Lalandia Billund. Der er jo slet ingen vinduer, det bør de få gjort noget ved. Der skal noget sol og lys ind.

Svar - citer og svar

Nønne Lønne Votborg 26. juli 2010 kl. 12:17
Sv: Lalandia i Billund - sund mad!
Flere og flere gæster ønsker at spise sundt også når der ferie. Lalandia i Billund tilbyder nu sunde valgmuligheder og har introduceret begrebet: ”Den grønne palme”. Alle færdige produkter, der lever op til de anbefalede krav om et fedtenergi-indhold på 30 % eller mindre har ”Den grønne palme”. Feriegæsterne kan nu få oplysninger om kalorieindhold i alle retter når de hygger sig på fast food spisestederne i Lalandia Billund.

Et nyt tiltag er b. la. at tilberede pomfritter i en speciel ovn frem for i en friture. Den sædvanlige mayonnaise er skiftet ud med en fedtfattig version og til alle børnemenuer tilbydes der nu grønsagssnacks og økologisk juice eller mælk.

Til stor glæde for de mange med allergi er der nu udarbejdet allergivejledninger i alle køkkenområder, så det er muligt at få vejledning ved sukkersyge, glutenallergi m.m.
På alle måder en række gode tiltag, der vil være til stor glæde for de mange børnefamilier der nyder at holde ferie i Lalandia Billund.

Nønne Lønne Votborg
Nyhed fra "Kort Nyt" på Sjov for børn
26. juli 2010

Svar - citer og svar

ludvina 20. september 2010 kl. 14:21
Sv: Lalandia i Billund
Havde en skøn weekend i Lalandia, som dog ikke levede op til min tanke om et børnvenlig faeriested.

Har en søn på 2 år.
2 gange måtte vi til læge med ham, da deres samtalekøkkener i feriehusene er udstyret med meget skarpe bordhjørner, som er lige i børns hovedhøjde. Det gav et lille grimt blødene hul på hver side af hovedet, når man er en frisk knægter der løber frem og tilbage.

Undre mig også at deres badeland kan godkendes. Flere steder var lukkehåndtagene til vandet fjernet, med det resultat at flere steder kunne man slå og rive sig på udstikkende bolte og gevindstænger. Så indtil flere forældre der trøstede og behandlede skrammer. Sæt dog gummibeskyttelse på!

Livredder?! lørdag gætter jeg på 4-5000 besøgende.... jeg så 3 livreddder ?!

Og hvorfor er trampoliner, fitness og halleje ikke med i prisen....
Ej det er sgu for pengegrisk af lalandia...

Men havde nogle hyggelig aftner med spil og hjemmelavet mad i ferieboligerne.

Svar - citer og svar



Informationer

www.lalandia.dk/billund

Der er ofte tilbud på overnatning, så kig indenfor på hjemmesiden, og se om de passer til dig.

Der er 5 typer huse at vælge imellem, og du kan også vælge huse, der er særligt egnede til handicappede.



Læs også mere her:

Legoland
Givskud Zoo
Jylland
Danmark
Lalandia i Billund