Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Marina Fiskenæs
– Natur, historie, Poetzsch og familiehygge

Gråstens 7 år gamle feriecenter byder på gode muligheder for familiehygge og oplevelser i nærområdet. Vi testede det 2 familier i påsken.

Marina Fiskenæs ligger smukt i Gråsten på en lille halvø, og der er vand til 3 sider. Centeret består af 3 typer ferieboliger, de store med 4 soveværelser i 1½ og 1 plan og så udsigtslejlighederne. I de store boliger er der fint plads til 2 familier eller 3 generationer. Vi boede i et 1½ plans hus tæt på centerbygningen, og det var helt sikkert et fint hus. Der var dog lidt mørkt indenfor, da der var udhæng på både nede og oppe, men indretningen var fin, og der var de ting der skulle være. Det ser ud som om, at de store boliger, der er i et plan er mere lyse, og har man nu små børn med, så vil det også være en fordel at vælge dem i et plan.

Feriecentret byder bl.a. på et rigtig dejligt badeland. Det er ikke et af de store badelande, men det er utrolig hyggeligt og lyst, og der er også blevet plads til en sjov rutsjebane, en klatrevæg og et babybassin. Udover badelandet kan de voksne også nyde en dejlig wellness afdeling, hvor der er fred og ro og plads til at søbe og slappe af i de forskellige bassiner og saunaer. Afdelingen er ikke som udgangspunkt inklusiv i et ophold, så tjek det. Ellers koster det nemlig kr. 175/person.

I centerbygningen er der også et lille legeland, Børnebumleren. Det var det eneste, der rigtig skuffede os på Marina Fiskenæs. Vi fik nemlig en fin bekræftelse på bookingen, hvor der stod, at der var fri adgang til Børnebumleren. Men da vi kom derind, kostede næsten alt ekstra. Så det gjorde det umuligt blot at sende børnene derhen og hygge sig, når det regnede. Så giver det altså bagslag at love for meget i bekræftelsen. Vi forstår ikke hvorfor de ikke blot laver en daglig samlet pris for stedet, som så enten kan være inklusiv eller blot tilkøbes. Selve Børnebumleren var fint nok indrettet med bl.a. Wii, Playstation, bordtennis, airhockey og lille boldhav.  Men husk den store pengepung.

Udendørs er der en fantastisk naturlegeplads med panoramaudsigt over vandet. Her er der rig mulighed for at børnene kan boltre sig. Ved siden af er der boldbane, og her er også mulighed for at spille beach-volley.

Gråsten og omegn
Det mest oplagte udflugtsmål, når man besøger Marina Fiskenæs, er nok Gråsten Slot. Turen derhen kan tages af hyggelige stier direkte fra feriecentret, og selvom det ikke tager lang tid at gå en tur rundt om slottet, så er det en flot tur, og de fleste børn vil synes det er sjovt at se et kongeslot.

Der er også et helt oplagt historisk sted, man skylder sig selv og børnene at besøge, nemlig Historiecenter Dybbøl Banke. Det var jo her, at Mallebrok døde :), og nej det gjorde han selvfølgelig ikke, men 1.669 danske mænd døde eller blev stærkt kvæstede, da tyskerne angreb skanserne i 1864. På centeret kan man se 2 film om krigen, og man kan besøge en skanse, se kanoner og det helt store hit for de små: Man kan bage pandekager på gammeldags maner. Vi havde børn med fra 4-9 år, og alle syntes det var en god udflugt.

Kommer I om sommeren, kan I også besøge Sommerland Syd, der ligger ca. ½ times kørsel fra feriecentret. Der er også Danfoss Universe i Nordborg, der byder på sjove og anderledes oplevelser for hele familien.

Tyskland
Ja og så er vi jo så tæt på grænsen (20 min) at en tur til Flensborg er oplagt. Udover at der kan hentes gode tilbud syd for grænsen, så er Flensborg også en rigtig hyggelig by at besøge. Og for børnene kan en tur i Flensborgs indendørs legeland SUMSUM blive et stort hit.  

 

Vi havde en hyggelig ferie i Gråsten, og stedet kan med de bemærkninger vi havde omkring Børnebumleren in mente, sagtens anbefales.

Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
April 2010





1½ plans husene. Foto: Marina Fiskenæs

Det hyggelige og lyse badeland. Foto: Sjovforbørn.dk

Klatrevæggen i badelandet. Foto: Sjovforbørn.dk

Naturlegepladsen. Foto: Marina Fiskenæs

En af de store kanoner på historiecenter Dybbøl. Foto: Sjovforbørn.dk

   


Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Feriecenter Marina Fiskenæs
http://www.marinafiskenaes.dk
Fiskenæsvej 2
6300 Gråsten
Telefon: +45 73650033

Læs også mere her:

Historiecenter Dybbøl Banke
Sommerland Syd
Universe
Jylland
Danmark
Marina Fiskenæs
SumSum legeland Flensborg