Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

På skiferie i Sälen - Vælg det rigtige område

Svenske Sälen har udfordringer for hele familien: Små ski-debutanter, skisikre skolebørn, forsigtige forældre og vovehalse i alle aldre. Sälen udgøres af fire alpine områder, vælg det område der matcher familiens behov.
Skiskole i Sälen - Foto: Skistar.com
Lindvallen er oplagt til familiens første skiferie, Högfjället tilbyder den mest fredelige fjeldferie, Hundfjället giver gode rammer for hele familien, mens Tandådalen byder på flest udfordrende sorte pister og skiparker.

De fire områder ligger inden for 20 km, og områderne er parvis forbundet af transportlifte. Lindvallen og Högfjället har tilsammen 57 piste og 54 lifte, hvoraf langt de fleste ligger i Lindvallen. Hundfjället og Tandådalen har tilsammen 59 pister og 42 lifte. Skipasset gælder enten til Lindvallen/Högfjället eller til Hundfjället/Tandådalen. For et mindre tillægsbeløb gælder skipasset til begge områder. I højsæsonen går der skipas-bus mellem områderne.

Største børneskiområde - Lindvallen
Lindvallen, der fylder 50 år i 2011, er oplagt til familiens første skiferie og for familier med mindre børn. Der er et varieret udvalg af pister, fra børnebakker til hop i Pink Park og sorte piste for de modige. Lindvallen har flest pister og områdets største sammenhængende børneskiområde med tallerkenlifte og eventyrområderne Snögubbeborg og Spökskogen.  

Lindvallen indeholder Sälens største udvalg af aktiviteter som alternativ til ski. I løbet af ferien er det værd at besøge Experium, der tilbyder 3.000 kvadratmeter badeland, 3D-biograf, bowling, wellness, mv. Lindvallen udgøres af et vidtstrakt område samlet omkring fire torve med indkøb og aktiviteter. Omkring og mellem torvene er der et bredt udbud af hoteller, hytter og lejligheder.
Pisterne i Lindvallen kommer i løbet af dagen i skygge af fjeldet, til gengæld giver placeringen ofte læ.
Læs evt. Mettes beskrivelse af området her

Traditionel skiferie - Högfjället
Er man til mere traditionel skiferie er Högfjället med det traditionelle skihotel en mulighed. Her ligger hotel, lejligheder, hytter, lifte, restauranter, skiudlejning, og skiskole samlet. Området er småt, roligt og overskueligt, men der er færre pister og mindre variation i skiløbet end i de øvrige områder.

Lindvallen og Högfjället er forbundet via transportlifte, men turen er for lang og krævende for de mindste.

Familien med mod på mere - Hundfjället
I Hundfjället er der stor variation fra den stejle Väggen til grønne børnebakker. Mange børns favorit er Trollskogen, der byder på 1,5 km skovløb mellem træer og trolde.  Hundfjället har piste i flere retninger, så det er muligt at vælge sol eller læsider afhængig af vejret. I julen 2010 åbnes to nye røde pister på 1,2 km i området.

Hundfjället og Tandådalen er forbundet via transportlifte, turen tager cirka 15 minutter.

Sälens største udfordringer - Tandådalen
I Tandådalen finder man sälens mest alpine skiløb, her findes flest sorte piste og de mest udfordrende sneparker. Den største park er Tandådalen Super Park, der udfordrer de sejeste. For de lidt yngre er der udfordringer i Tandådalen Junior Park og på Big Air Arena afholdes nogle af Sveriges bedste hopkonkurrencer på ski og snowboard.

Som modstykke til de udfordrende parker og stejle pister har Tandådalen også nemme pister og det lille hyggelige område Tandådalen Östra, der tiltrækker en del familier.

Fakta Sälen
Turen dertil: Sälen ligger tæt på grænsen mellem Sverige og Norge. Sälen ligger 780 km fra København, 480 km fra Göteborg og 690 fra Helsingborg.

Overnatning: Man kan bo på hotel, i lejlighed eller hytte med adgang direkte til liftområderne. Den billigste indkvartering finder man nede i byen i dalen, men så er der et stykkFoto: Skistar.come at køre til skiområderne.

Ved skiferie med mindre børn er det rart at bo tæt på skiterrænet, så der kan tages en pause eller de voksne kan skiftes til at passe de mindste.

Skiløb: Sälens fire alpine områder ligger inden for 20 km og har i alt 116 pister og 96 lifte. Der er 40 grønne, 21 blå, 31 røde, 14 sorte, 9 parker, 3 eventyr områder. I alt 82 km pister. Den længste nedfart er 2,5 km, største faldhøjde er 303 meter, og der er 51 km langrendsspor.

Prisniveauet: Der er flere supermarkeder i området og priserne er på niveau med de danske.

Mad: Der er et bredt udbud af restauranter, men det er praktisk med køkkenfaciliteter, der giver mulighed for madpakker eller hjemlig hygge omkring aftensmaden.

Skileje: Man booker ski, stave, støvler og hjelm hjemmefra, så det er sat frem ved ankomst. Hvis udstyret ikke passer, får man selvfølgelig andet.

Skiskole: Book skiskole hjemmefra. Man kan også få en individuel lærer.

Andet end ski: Snescooter, hundeslæde eller besøg det nye Experium, der blandt andet tilbyder bowling, biograf og badning og wellness.
Læs mere på www.skistar.com

Birgitte Bang Bregnedal
Sjovforbørn.dk









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar: