Tropical Island – En fornøjelig oplevelse 60 km syd for Berlin

Tropical Island
En fornøjelig oplevelse 60 km syd for Berlin

Det er et imponerende syn, der møder os, da vi kører op mod Tropical Island. Det er nemlig en kæmpe stor hangar, der oprindeligt blev bygget til at huse fabrikationen af luftskibe. Det blev aldrig til noget, og nu ligger der et stort tropisk paradis med sandstrand, lagune, vandrutsjebaner, restauranter, oplevelser og overnatning.

Overnatning i troperne
Vi er i Berlin, og i den forbindelse har vi booket en enkelt overnatning i Tropical Island, for det lyder ret specielt at man kan overnatte indeni badeparadiset, der faktisk har åbent 24 timer i døgnet. Vores værelse ligger heldigvis ret isoleret i resortet, så natteroen er sikret. Vi har to skønne soveværelser med en dobbeltseng og 4 køjesenge og et fint badeværelse. Der er aircondition, som også viser sig at være nødvendig. Man kan først komme ind på værelset fra kl. 16, men kommer man før, så kan man stille sin bagage i omklædningsskabet og bade løs indtil man kan checke ind.

Der er flere forskellige overnatningmuligheder. De skønne lodges, som vi boede i, ligger spredt ud over resortet, så man kan også opleve at have en hytte, som ligger direkte ud til lagunen, eller man kan bo lige over vandfaldet. De fleste lodges er indrettet til 2 personer, så man skal booke i god tid for at få plads til flere. Det værelse vi boede i havde plads til hele 6 personer, men den slags er der ikke ret mange af.

Udover lodges kan man også vælge at bo i telt. Der er både helt simple telte og den lidt mere luksusprægede variation, men teltene har ingen aircondition og ligger de lidt mere urolige steder i resortet.

Vi kan i den grad anbefale at vælge et lodge. De er virkelig flotte og med god indretning.

Badelandet
Tropical Island er meget mere end et badeland. Skulle man kigge udelukkende på bassinerne og rutsjebanerne, så kan Lalandia i Danmark det samme. Men det er lækkert ! Der er indrettet en hel badestrand med rigtigt sand, liggestole, beachvolley og småbørneområde, og derudover er der andetsteds en super charmerende lagune med vandrutsjebane, strømkanal og jacuzzier.

Der er også et særskilt område med rutsjebaner, der dog ikke tilnærmelsesvis kan leve op til Lalandias udbud. Men de er der, og det fungerer.

Med fare for at gentage mig selv, må jeg dog endnu engang øffe over tyskernes tilgang til brusere/indsæbning inden brug af et badeland. Her er absolut ingen krav til et minimum af hygiejne, og jeg forstår det ikke. Det er de samme tyskere der skriver meget bestemt, at det er uhygiejnisk at benytte badetøj i en sauna…. hmmmm

Nå men der er altså mulighed for at bade 24 timer i døgnet. Når mørket falder på, bliver bassinerne lyst smukt op nedefra, og det er altså en fornøjelse at tage et tidligt morgen-bad inden morgenmaden kalder.

Sauna og spa-område
Og de har naturligvis også et fint sauna- og spaområde i resortet. Men da det meste foregik uden en trevl på kroppen, vendte vi hurtigt næsen den anden vej igen.

Andre oplevelser i Tropical Island
Men som jeg startede med at skrive, så kan man meget mere end at bade i Tropical Island. For de yngste er der indrettet et stort legeland med klatrestativer, biler, badebåde, legoklodser og meget mere. Og for os alle er der en lille junglesti der fører ind til en forlystelse ala Sablen i Djurs Sommerland. Udmærket som ekstra underholdning.

Men det der virkelig rykker er ”Balloning”. Der er to muligheder for at komme lidt op i luften. Hangaren er faktisk over 100 meter høj, og det kan man nyde godt af. Vi fik afprøvet en luftballon, hvor min søn og jeg hang med benene frit under en stor luftballon, der røg næsten op til taget. Det var en mageløs udsigt, men jeg skal indrømme at jeg samtidig glædede mig usigeligt til igen at komme ned på jorden. Men sikke en oplevelse. Det koster ekstra, men det kan absolut anbefales Altså hvis man ikke har højdeskræk.

Den anden form for balloning er en luftballon med en klassisk kurv nedenunder, som kun kommer omkring 20 meter op i luften. Så får man en 20 minutters rundtur rundt i resortet.

Regnskov
Resortets hjerte er en mindre regnskov, hvor man kan gå ture og opleve dyr og planter. Meget fint lavet, og det er med til at give hele konceptet mening.

Vi kan anbefale en tur forbi Tropical Island i forbindelse med besøg i Berlin eller på vej sydpå evt. til Italien eller Østrig. Det ligger i meget kort afstand til motorvejen kun 60 km. syd for Berlin. Især om sommeren er her god plads og ikke overrendt, og det er en klar fordel. Så kig forbi i sommerferien og få en ret speciel oplevelse. Men bliv kun en enkelt nat ellers er der vist fare for at man bliver ”inde-kulret”

Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
Juli 2013

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:

Din kommentar:

Informationer

Tropical Island ligger ca. 60 km syd for Berlin:

http://www.tropical-islands.de/

Tropical Islands
Tropical-Islands-Allee 1
15910 Krausnick


Udgivet

i

af

Tags: