Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Trysil om sommeren...

De fleste danske børnefamilier kender Trysil som en skisport destination, men området er et besøg værd året rundt.

Det er fredag morgen, og vi kører fra borde i Oslo efter en god nats søvn på DFDS færgen fra København. Solen skinner, og vi glæder os alle fire til en forlænget weekend i Norge med mange spændende oplevelser på programmet. 

Vi sætter kursen mod Hamar, som ligger små to timer nord for Oslo. Her skal vi besøge Norsk Jernbanemuseum. Ingen af os er de store tog-entusiaster før besøget, men museet bliver en rigtig god oplevelse. Vi bliver ret overraskede, da vi i bilen lige inden ankomst til museet, bliver indhentet af et gammelt lokomotiv med dampen i vejret. Det viser sig, at lokomotivet og banen er en del af museet, som i sommermånederne også rummer et stort friluftareal med masser af vogne, stationsbygninger, en gammel medarbejderbolig – og så en stationsbygning i miniformat med et rigtigt lille tog, man kan sidde på toppen af.

Museet er som skabt til børn og børnefamilier, og udstillingen er langt mere end bare antikke tog. Indenfor er der tog i alle afskygninger, en tog-simulator, og et stort legeområde med brio-tog. Der er i museets aktiviteter lagt vægt på involvering, naturfaglig formidling, historie, kultur og geografi. Men det er ikke bare hård teknik og jernbanehistorie. Museet fortæller også den bløde historie; hvem var de mange forskellige passagerer, som gennem over et århundrede tog toget? Hvad rejste de mod og hvorfor? Vi har desværre kun små tre timer på museet, men kunne nemt have brugt en hel dag. Se mere på: www.norsk-jernbanemuseum.no

Skov og fjeld
Det ligger så tæt på Danmark og alligevel er det så markant anderledes – naturen i Norge. Vi skal bare kigge ud af bilvinduet for at se, hvor forskelligt landskabet er med alle fjeldene, der bliver højere jo længere nord vi kommer. Det er naturen, der som danskere fascinerer os. Derfor er et besøg på Skogmuseet i Elverum en halv times kørsel fra Hamar også en velvalgt aktivitet. Her får vi mulighed for at se lidt nærmere på områdets dyreliv på et overraskende stort museum. Museet har både akvarier med områdets mange forskellige fisk, udstoppede dyr og alt om træer og planter.

Alligevel er det når vi fra museets restaurant kigger ud på den brusende elv med hængebro, at vi virkelig bliver imponerede. Og heldigvis har museet også et stort udendørsområde, som i ferier og weekender byder på fiskeri, fiskerygning, snitte- og sløjdaktiviteter og bål. Man kan med fordel tjekke museets hjemmeside for aktiviteter før et besøg på: www.skogmus.no

Fire elg, tak!
Særligt for området omkring Elverum er de mange elge, og aftenens middag står også på elg på det nyåbnede Rica Elg Hotel. Hotellet ligger lige ved siden af et mangeårigt berømt, berygtet og fuldstændig overfyldt spisested, ’Elgstuen’. Her tjekker både lokale nordmænd og gæster langvejs fra ind for at få deres elg – som steg, gryde eller burger.  Se mere på: www.elgstua.no/nye-elgstua

Friluftsliv med nordmændene    
Det er morgen, og vi sidder i restauranten på Radisson Blu Resort og er alle fire enige om, at morgenbordet er et af de bedre. Hotellet er hverken overfyldt eller tomt, men har et behageligt liv og stemning. Restaurantens gæster giver et godt billede af, hvem det er, der nyder Trysil uden for ski sæsonen. Her er børnefamilier, singler med børn, venindepar, ægtepar i alle aldre, grupper af pensionister og en stor flok unge fyre på herreweekend.

’Mor, hvorfor ser de sådan ud?’, spørger Ellinor, og jeg bliver ret hurtigt klar over, at hun hentyder til, hvorfor alle gæsterne er iført uldsokker og sportstøj. Det er et godt spørgsmål, og jeg prøver med en forklaring om, at nordmænd ikke behøver sne for at nyde naturen – men er egentlig ret spændt på, hvad alle disse mennesker laver i Trysil!
 
På hesteryg
Vi er absolut ikke rutinerede ryttere, men får en stor oplevelse, da vi besøger Trysil Ridesenter hos Gro og Svein. De bor på en gård lidt uden for Trysil centrum, hvor de har 2 katte, 2 kaniner, 2 hunde og 13 heste, som man alle kan se med navn og alder på rideskolens hjemmeside. Om sommeren tilbyder de dagligt rideture i området, rideskole, ridelejr og udleje af et par små hytter, dog uden den store komfort.  

I Norge skal man være fyldt ti år for at ride uden for ridebane, så Gro og Svein giver os alle fire et fantastisk kursus på rideskolen. En udfordring er ’bare’ at sidde på en hest, en anden er rent faktisk at lære hvordan man styrer den. Vores formiddag bliver afsluttet med en tur i hestevogn, hvor pigerne får lov til at holde tøjlerne. En uforglemmelig oplevelse hos Gro og Svein, som elsker gæster og har et fantastisk tarv på børn. Se mere på: www.trysilhestesenter.com

Og hvad laver man ellers i Trysil?
På vej tilbage mod hotellet begynder det at gå op for os, hvad alle disse mennesker fra hotellets restaurant iført uldsokker egentlig laver i Trysil. Jo, ægteparrene ser vi med vandrestokke, bærplukkere og svampekurve på vej ud af vildnisset langs vejen. De ældre mænd står ved elven iført vaders og fiskestænger. Pensionisterne er på vej ud af bussen fra Elgsafari. Herreturen ser vi radbrækkede på mountainbikes. Turtelduerne sidder ved pejsen i hotellets lobby. Mens børnefamilierne er iført klatregear, vandrestøvler og kopper fyldte af blåbær og tyttebær.  

Selvom sneen ikke daler i Trysil, så er der ingen tvivl om, at der sker noget. Og der reklameres alle steder for weekender med både cykelløb- og konkurrencer, motionsløb, bæversafari i kano, fiskeri og golf. 

Fuld fart i elven
Vi når heldigvis at slappe lidt af på hotellet og få en enkelt tur i poolen inden aftenens udfordring med familierafting. Alvoren går vel først op for os, da vi i silende regn står ved elven og ifører os skiundertøj og derudover våddragter, redningsvest og hjelm. Udover os er der adskillige norske børnefamilier og en mor der fejrer sin 50-års dag med rafting – og som det naturligste i verden har inviteret sin egen mor på 84 år med. En frisk dame i våddragt!

Vi er ikke helt sikre på, hvor vild raftingen bliver, men guiderne giver gode instrukser om, hvad vi skal gøre, hvis vi falder over bord. Og så er det ellers ud i vandet, op i gummibåden og så ned ad elven. Det kilder i maven. Det er ikke bare rafting, men en stor vandleg og vandkamp, hvor tre guider slår tonen an ved at smide nogle af familiefædrene i vandet. Der er skarp konkurrence mellem de tre både og også mulighed for at springe i vandet fra en bro i seks meters højde. Vi er godt kølige og sultne, da vi endelig når til bålpladsen ved elven, hvor vi skal grille pølser, drikke kaffe og varm saft. Endnu en god oplevelse, som sammen med turen på hesteryg sidder i kroppen i mange dage. Se mere på: www.trysilguidene.com

Weekenden i Trysil har været en stor oplevelse, og det bliver ikke sidste gang – det lover vi hinanden. Færgeturen hjem er, som jeg selv husker den fra barnsben, altid en god oplevelse. Pigerne elsker især  ’hestevæddeløbet’, danseorkestret og det at få lov til at være sent oppe og se de voksne danse. Og som Alvira siger, da hun endelig skal i seng, ’Mor, jeg kan godt lide den stille rumlen, når man skal falde i søvn’. Lige præcis den rumlen, som jeg selv husker.  

Bonus-information
Har du tid og lyst til en længere tur ind i den svenske del af området, så kan du køre ned gennem det naturskønne Klarälvsdalen og besøge Mårbacka, som var forfatter Selma Lagerlöfs hjem. Også et besøg værd for børn. Turen tager ca. fem timer. Se mere på.
www.marbacka.com/

God fornøjelse

Cecilie Wallengren
Sjovforbørn
2014







Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Turen til Norge kan klares med DFDS fra København eller med Stenaline fra Frederikshavn.

Læs også mere her:

Sydnorge
Norge