Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle artikler

Zell am See i børnehøjde

I midten af marts drog Mathias på 9 år og jeg på en rigtig far-søn skitur langt væk fra hverdagens stress og jag og ikke mindst irriterende storebrødre. Vores destination var Zell am See-Kaprun, hvor vi skulle opleve en helt fantastisk ferie, som uden tvivl vil stå printet i vores hukommelse i mange år fremover.

Efter 3 år med skiferier i Sverige med hele familien, ville vi nu prøve kræfter med Østrigs bjerge. Østrig, som er så populær blandt skifolket i Danmark, men som indtil nu havde været helt ukendt territorie for vores familie. Et af målene med turen var af finde ud af om Zell am See var lige så børnevenlig, som vi har oplevet det i Sverige de foregående år. 

Allerede i Billund lufthavn fik vi de første indikationer på at Østrig er en destination for alle. Masser af danskere store som små med Salzburg som endestation for flyveturen. Vi faldt i snak med 2 venninder, som var på vej til vinterens tredje tur på ski til Østrig – denne gang dog uden familien – men begge fulde af lovord om Østrig som ideel for børnefamilier . Med store forventninger satte vi os i flyet og fløj til Salzburg via Frankfurt. En tur på cirka 4 timer. Frankfurt lufthavn er en af Europas største og en oplevelse for både Mathias og jeg, som ikke flyver særlig ofte. Hold op hvor var der mange fly og transporten fra vores fly til terminalen var imponerende effektiv, hvilket selvfølgelig ikke kan undre når man kender tyskernes ry for at have styr på tingene.

Vel  ankommet til Salzburg lufthavn blev vi hentet af en taxi fra Kaprun taxi. På vejen til hotellet mærkede man tydeligt den stolthed, som præger folk som er vokset op i Zell am See området. Taxi chaufføren talte varmt og levende om området og gav os en masse fif og informationer til senere brug. Undervejs fortalte han om de områder vi kørte forbi, bl.a Hitlers sommerresidens Kehlsteinhaus (også kaldet Ørnereden) . En taxitur som var meget karakteristisk for, hvordan vi blev behandlet af alle de østrigere vi mødte på resten af ferien. 



Efter lidt over en times køretur ankom vi til vores hotel, som siden skulle vise sig at blive en af de bedste hotel oplevelser vi har haft. Hotellet hedder Kinderhotel Zell am See og ligger i Schüttdorf mellem Zell am See og Kaprun. Alt på hotellet er tilrettelagt så både børn og forældre får en god ferie. Vi kan varmt anbefale hotellet til alle børnefamilier, som ønsker en ferie på både børnenes og forældrenes præmisser.
Du kan læse mere om Kinderhotel Zell am See her:

Schmittenhöhe
Efter en god nattesøvn var vi dagen efter klar til at prøve kræfter med familebjerget Schmittenhöhe, som rejser sig lige bagved Zell am See og Schüttdorf. Vi blev hentet på hotellet af vores skiguide Wolfgang, som skulle vise os rundt på pisterne de næste par dage. Wolfgang var en helt fantastisk guide, der sørgede for at vi fik en positiv start på vores skidebut i Østrig. Han var vokset op i området og brændte virkelig for sit job og sørgede for at vi følte os helt trygge i de uvante omgivelser. For selvom Zell am See er et mindre skiområde, så er det aligevel noget større end det vi har oplevet i Sverige.



Skiene blev lejet i Intersport butikken ved foden af bjerget 5 minutters kørsel fra hotellet. Herfra kunne vi tage Gondolen op ad bjerget. Efter et par skift undervejs endte vi på toppen af Schmittenhöhe 2000 meter over havoverfladen. Herfra har man en fantastisk udsigt over området med søen længere nede og hele 30 bjergtoppe over 3000 meters højde. Derefter var det bare at komme i gang. Efter et par småture for lige at se os an, førte Wolfgang os op og ned af dette pragtfulde bjerg. Det gik bedre og bedre og vi fik hurtigt den her velkendte fornemmelse af frihed når vi suste ned af pisterne.

Bjerget lever virkelig op til sit image som familiebjerget. Her var gjort rigtig meget ud af at de små børn skulle kunne boltre sig. I centrum for aktiviteterne er maskoten dragen Schmidolin. Bjerget byder på flere specielle børneområder bl. a. Schmidolin drage park, med masser af sjov for de mindste heriblandt  et specielt rullebånd, hvor de små børn kan lære at holde balancen. Eller hvad med verdens længste ”funslope” løjpe på 1300 meter fyldt med broer, tunneler og flyvehop for børn på alle niveauer.

Efter et par sjove timer med skiløb var vi så småt blevet sultne. Restauranten Areitalm ligger direkte på bjerget med en fantastisk terrasse med udsigt ud over området. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med nationalretten i området nemlig Knoedel. Wolfgang fortærede med største velbehag denne forholdsvis tunge spise. Vi andre nøjedes med en lettere anretning :)

Dagens største udfordring mødte vi efter frokosten, hvor Wolfgang udfordrede os med en lang rød piste som endte ved Intersport butikken i Schüttdorf. Det var en svær opgave idet der var en del løs tøsne på det nederste stykke ned mod byen.



Efter disse strabadser valgte vi at placere skiene i vores lejede skab i sportsbutikken og vende næsen tilbage til hotellet,  til en tiltrængt afslapning i poolen. Det er dejlig nemt at bjerget har pister som ender direkte i både Zell am See og Schüttdorf. Herfra var der kun 10 minutters gang tilbage til hotellet.

Om aftenen var vi fristede af muligheden for at stå på ski på den flotte oplyste piste over Zell am See by.  Tirsdag til torsdag tilbydes denne mulighed med flot udsigt til søen og den oplyste by. Fornuften fik dog overtaget, idet vi dagen efter skulle op på gletsjeren, hvor man virkelig kan få prøvet sine evner af.   

Gletsjeren
Gletsjeren Kitzsteinhorn var næste store udfording. Åbnet for skiløbere i 1965 og dermed den første gletsjer i Østrig som blev udnyttet til skisport. Kitzsteinhorn ligger ca 15 minutters kørsel fra Zell am See og støder op til nationalparken Hohe Tauern, der med sine 1834 km2 er den største nationalpark i alperne.



Fra parkeringspladsen for foden af bjerget går det med flere forskellige gondoler i roligt tempo op til bunden af pisterne, som ligger i 1978 meters højde. Herfra er der et fantastisk vue ud over et bredt område af pister og yderligere gondoler og lifter. Wolfgang førte os længere op af bjerget, hvorfra vi kastede os ud i nye pister i forskellige sværhedsgrader. Her var virkelig noget for både øvede og uøvede. Børnene var rigt repræsenteret på pisterne og flere skiskoler var i gang på bjerget undervejs.



Den første pause faldt bekvemt sammen med ankomsten til en af de store attraktioner på Kitzsteinhorn. Ice Camp belliggende i 2500 meters højde.  Ice Camp består af 3 store igloer og var oprindelig sponsoreret af Volvo men nu med tyske  Audi som sponsor og udstiller af de nyeste bilmodeller fra koncernen. Alt det indvendige inventar er bygget op i is og den bagerste iglo er sågar forsynet op med en rund bar af is i midten. En bar hvor man kan købe drinks eller lokal snaps brygget på kogler fra nåletræer.  

Herefter var der afgang mod toppen af bjerget, som for os skulle blive dagens absolutte højdepunkt. 3029 meter oppe ligger det imponerende Gipfelwelt 3000. Herfra er der en fantastisk udsigt fra den højeste panorama platform i Salzburg området. Frokosten blev indtaget på the Peak Restaurant, den højest belligende restaurant i Salzburger Land. Det var en helt speciel oplevelse at sidde og spise med en så imponerende kulisse som baggrund.



Med fyldte maver gik vi igennem en 360 meter lang tunnel, som fører om på den anden side af bjerget. Undervejs stødte vi på flere info steder med spændende oplysninger om Nationalparken Hohe Tauern. Turen gennem tunnelen var en hård nyser med fald undevejs på op til 25 procent. Flere steder opfordredes man til at gå langsomt, da luften jo føles helt anderledes så højt oppe over havets overflade. Endestationen er en imponerende udkigspost, hvorfra der i klart vejr er udsigt til Østrigs højeste bjerg – Grossglockner (3798 m). Efter at have fået pusten og nydt udsigten, måtte vi bide i det sure æble og snegle os de 360 meter tilbage til udgangspunktet.  En tur som jo ikke er lettere når man er iført skistøvler. Vel tilbage satte vi os til rette i en lille biograf og slappede af med en kort film om den imponerende natur som udfolder sig i nationalparken.

Mæt af indtryk besluttede vi os for at tage gondolerne hele vejen ned. Fra toppen er der ellers mulighed for at tage turen på ski hele vejen ned til bunden af pisterne i 2000 meters højde. Men det må vi have til gode til næste gang. Gletsjeren byder på  masser af sjov og udfordringer for både børn og voksne fra de mange blå pister til den 1000 meter lange sorte piste the Black Mamba med fald på op til 63 procent. Skiløbere med hang til off piste har ligeledes her gode betingelser med offpiste skiløb i kontrollerede former. I løbet af dagen så vi flere områder specielt for børn, så hele familien kan sagtens få dækket deres behov for at stå på ski, uagtet at man ikke er på samme niveau.

Zell am See
Efter 2 dage på ski besluttede vi os for at gå en tur ind til Zell am See langs med søen. En tur på cirka 35 minutter på gå-ben fra vores hotel. Der er en rigtig fin sti i søkanten hele vejen fra Schüttdorf til Zell am See. Flere gange måtte vi lige stoppe op og nyde den prægtige natur og udsigt til de omkringliggende bjerge. Intet mindre end fantastisk. Da vi nåede det majestætiske Grand Hotel ved søbredden, drejede vi op i byen. Her blev vi mødt af nogle rigtig hyggelige gågader, med gamle huse og et væld af restauranter og butikker.

Tilfældigt kom vi lige forbi Feinkost Lumpi, som vi var blevet afbefalet at besøge af hotellet. Butikken bugner af lokale specialiteter så som skinker, bacon og pølser, oste  - hvidvin, snaps og likør – og ikke mindst chokolade – uhm lige noget for et par madglade danskere.
Med det indkøbte proviant vendte vi næsen tilbage til hotellet til en velfortjent frokost.

Tauern Spa

Mange hoteller i området har indrettet deres helt egen spa afdeling. Men ingen af dem er så imponerende som det 20.000 kvm store Tauern Spa i Kaprun. Efter nogle hårde dage på ski var det dejligt at boltre sig i de store poolområder. Stedet er velbesøgt af folk fra hele lokalområdet, samt turister med brug for en pause fra pisterne. Specielt de 2 udendørs varmstvandsbassiner med bjergene i baggrunden og drinks i baren, havde lokket mange gæster til denne dag – Vi skal sent glemme den imponerende flotte udsigt til bjergene. For børnene har Tauern Spa et speciel børnespa område kaldet Kidstein med indendørs og udendørs pool.

Spaen tilbyder ligeledes børnepasning så stressede forældre kan tage en slapper i den store wellness afdeling. I forbindelse med Tauern Spa ligger et dejligt hotel med mange restauranter, hvor man kan nyde at blive forkælet. Her er alt lagt til rette for at man slappe af og finde ro i sjælen.



Konklusion

Vores eftermiddag i Tauern Spa var den perfekte afslutning på 3 begivenhedsrige dage i Zell am See. Området har et slogan der hedder ”Lass die freude Rein”, som betyder noget i retning af ”Luk glæden ind”. Med de fantastiske omgivelser er det svært at gøre andet. Her er virkelig noget at komme efter for hele familien. Alt er lagt til rette for at tilgodese de mindste i familen, så de voksne også kan nyde ferien og lade op til hverdagen derhjemme. Det er bestemt ikke sidste gang at vi besøger Zell am See – Kaprun. Næste gang bliver det dog en tur for hele familien. For de øvrige skal ikke snydes for de oplevelser der ligger og venter, hvad enten det er på pisterne eller med områdets øvrige attraktioner.

 

Mads Kamp
Sjovforbørn.dk
2015


  









Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Informationer

Fakta
Lufthavne, Salzburg ( 80 km ) Munchen ( 180 km )
Zell am See: 10.000 indbyggere
Kaprun: 3000 indbyggere
3 bjerge med til sammen 138 km pister  – Schmittenhöhe 2000 meter - 77 km pister, Gletsjeren Kitzsteinhorn 3203 meter - 41 km pister, Maiskogel  1730 meter - 20 km pister

Kinderhotel Zell am See

Du kan også læse meget mere om hotellet her, hvor vi skriver meget mere om hvad man kan opleve, når man vælger en ferie på Kinderhotel Zell am See:
http://www.sjovforbornpaaferie.dk/ferieartikler/kinderhotel-zell-am-see.asp?ID=192

Turistbureau Zell am See - Kaprun


Læs også mere her:

Østrig