Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle ferieberetninger    Seneste anmeldelser    Seneste anmeldelser overnatning    Tast selv tips/forslag

Djursland - igen igen



Djursland er altid et godt feriemål, hvis man ikke lige kan finde på andet, eller man simpelt hen, som vi, holder af at komme til en naturskøn egn, som man synes man kender så godt, men liiige skal have udforsket noget mere.

Fra tidligere tiders sommerferie på Djursland havde vi vores bryllup på det Gamle Rådhus i Ebeltoft, med efterfølgende udflugt og fest i Skandinavisk Dyrepark ( som holdt længe åbent for os og vore gæster) i frisk erindring. Og det var med store forventninger til nok en vellykket ferie, da vi - far, mor, søn og datter på hhv. 10 og 9 år, drog af sted "sydpå" fra Nordjylland.

Historiens vingesus mærkede vi, da vi besøgte Stenvaddyssen, denne dysse som var motiv for tegneren Ib Andersens tegning til den gamle 50 kr. -pengeseddel som var i omløb fra 1956-70. Da vi havde aset os over markstien og nåede vort mål, kunne vi stå der og tænke over, at lige der, har vore forfædre levet og gået før os. Opdyrket markerne og levet et ganske andet liv end det, vi kender til i dag, og tænkt at de aldrig ville have forestillet sig, at vi - deres efterkommere en dag - ville stå der med vore digtalkameraer og filme deres gravsteder.

Vi søgte nok en gang tilbage i fortiden, og drog en silende regnvejrsdag ind til Århus, med det erklærede mål, at besøge Steno Museet. Dette er et lægenvidenskabeligt museum, og ungerne var på forhånd ved at gabe kæberne af led, for noget så åndet som at skulle slæbes ind på et støvet museum, for at se gamle kedelige ting...nej tak.
Men ind kom vi alle, og interessant var det da, at se en fortidsambulance, fra da Ruder Konge var knægt. At læse beretningen om den lille pige, der lå der i en lukket "kasse", mens en angiveligt temmelig bedugget ambulancefører, styrede vogn og hest ad en skrumplet vej til sygehuset...For ikke at tale om synet af datidens operationsknive, blodtransfusionssæt, m.v og de grusomme beretninger om sygdomme der hærgede og tog livet af tusinder. En hyggelig og afstressende eftermiddag blev det til på Steno Museet.

Anderledes vildt gik det for sig i Ree Safaripark. Her er der masser af spændende dyr, og aktiviterne er lige noget for et par unger som vores. Her er ganske vist ikke så megen "flimmer" og overdådige rutchebaner i stor sommerlands-stil, men til gengæld er her så mange andre andre gode legefaciliteter for børnene.

Dyrene er et kapitel for sig, gad vidst, hvad de bliver fodret med.... I hvert fald synes vores medbragte familiefar, at det gik lige vildt nok for sig, da en struds så sig foranlediget til lige at smage på ham.
Dyret havde tydeligvis udset sig ham som en lille delikat godbid, og HAPS...Det er svært at sige hvem der blev mest forskrækket, men vi morede os herligt, alle vi andre, der ikke lige var strudsens smag. Det er jo let at more sig når det ikke går ud over en selv.
Nå, vi gik skyndsomt videre ind i det næste hegn. Her graserede æselerne, meget rare og omgængelige dyr...sådan da. De gamle æseler gik roligt og sindigt og passede hver deres, men et lille rapt æselføl, følte sig tilsyneladende kompetent til at sætte lidt liv i kludene. Det førte sig gevaldigt frem, gallopperede rundt i hegnet, og sparkede ud efter snart den ene, snart den anden. Heldigvis var det muligt at sno sig udenom den, for mens det lille frække dyr tog sigte, og bakkede til, kunne man lige nå at undvige. Hvis man da ikke lige forinden var blevet prøvesmagt af en struds...Endnu en gang var vores nu hårdt prøvede familiefar udset til at være den, der stod for skud.
Så vi begav os nu mod vore madpakker, for deri var i det mindste ikke noget der, kunne komme efter ham.
Safarituren rundt på Savannen var en stor oplevelse, her så man virkelig dyr, man ikke ser hver dag, og man glemmer faktisk, at man kører rundt på et stort areal på Djursland og ikke i Afrika.

Derudover bød vore feriedage på Djursland på et uventet, men meget glædeligt gensyn med et par, og deres to livlige unger, som vi tidligere havde haft fornøjelsen af at være naboer med, på vores favoritcampingplads. Vi tilbragte nogle hyggelige stunder i hinandens selskab, og aftalte, at denne gang ville vi være bedre til at "holde fast" i hinanden når ferien var slut, og vi alle var hjemme igen.

Så når vi nu i ly af vintermørkets råhygge, begynder at overveje næste års sommerferie, skal der nok være en og anden, der kommer i tanker om nogle morsomme historier fra vores Djurslandsferie. (Og så har vi til den tid glemt, da vores bil - i silende regnvejr, og meget langt fra campingpladsen - brød sammen, 5 minutter i lukketid hos mekanikeren). Vi har helt sikkert ikke været på Djursland på ferie for den sidste gang, for selv om vi også af og til drager andre steder hen, er vi altid endt med at vende tilbage. Djursland har en bid af vore hjerter.

Informationer

 

Denne ferieberetning er skrevet af:
Andrea Nielsen d. 24. september 2008

Yderligere info:
Danmark
Jylland
Ree Park - Ebeltoft Safari
Skandinavisk Dyrepark
Steno Museet