Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle ferieberetninger    Seneste anmeldelser    Seneste anmeldelser overnatning    Tast selv tips/forslag

Fantastisk sommerlejr






Når man er single mor, er økonomien ikke altid stærk nok til de store ferieoplevelser, men dette år var det helt anderledes. I år tilbød Foreningen Singlemom nemlig en fantastisk sommerlejr for enlige forsørgere til meget billige penge - og vi var med!

Den 21. juli tog vi toget imod det nordjyske og blev på Struer station afhentet med bus, som kørte os ud til lejren. Vi var 68 børn og voksne sammen i en stor kaotisk, spændt og glad bunke som alle skulle indkvarteres på lejrens sovesale og rum. Vi fik fundet vores køjer og straks begyndte vi at høre hvem hinanden var og hvor vi kom fra. De fleste af os brugte internetportalen Singlemom.dk, og havde "set" hinanden derinde.

Den tidlige eftermiddag var nok den sidste gang at jeg så min datter i længere tid ad gangen, for straks efter afkomst fandt hun sammen med de andre børn. Og på trods af aldersspredning hos børnene, så legede alle børnene indenfor med spil, eller udenfor i de grønne omgivelser. Og de hyggede sig! Fra start til slut.

Hver dag blev der ringet på klokken, når der var en aktivitet eller spisning. Alle de voksne var fælles omkring opgaverne, der var madhold, opvaskehold, rengøringshold og lign. Alle gav deres bidrag og snakken gik lystigt i køkkenet.

I løbet af ugen var der arrangeret en masse aktiviteter og udflugter. Vi havde bl.a. besøg af et team som skulle lære os og børnene selvforsvar, Lemvig Brandvæsen kom forbi, vi var på dagstur til Lemvig og fik også en hel dag i Jesperhus Blomsterpark. Den bedste aktivitet var nok Cirkus Changhai som kom og underholdte og efterfølgende holdt en cirkusworkshop. Aldrig har jeg set så mange børn og voksne grine så højt og hjerteligt på én gang. Et helt unikt og fantastisk cirkus!

Mange single forældre har ikke meget netværk at trække på, men det var der rig mulighed for at skabe her - og det blev der! Alle, uden undtagelse, var dybt begejstrede for den positive ånd som der var blandt både børn og voksne på lejren. Der var mange dybe, lange, sjove, pudsige snakke. Snakke som bragte os alle tættere sammen, og nye venskaber blev skabt blandt både børn og voksne.

Til næste år arrangerer Foreningen Singlemom en lignende lejr - og det er helt sikkert at vi er selvskrevet til at deltage!! Det var den bedste sommerferie min datter og jeg nogensinde har været på - ovenud fantastisk! :-)

Informationer

 

Denne ferieberetning er skrevet af:
Dudess d. 06. oktober 2007

Yderligere info:
Danmark
Jesperhus Blomsterpark