Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle ferieberetninger    Seneste anmeldelser    Seneste anmeldelser overnatning    Tast selv tips/forslag

Ferie i Island

Jeg vil fortælle kort, om muligt, om en vidunderlig tur til Island. Vi er 2 voksne og 3 børn. Børnene Jens, Niels og Marie var henholdsvis 8,5,1 år da vi tog flyveren (Icelandair, de er langt de billigste) fra Kastrup til Keflavik dagen efter Sankte Hans 2006.

Da Island ikke et billigt land at bo på hotel i eller købe mad for den sags skyld, havde vi længe tænkt over hvordan vi mest økonomisk kunne strikke en ferie sammen. Den måtte jo heller ikke være for kort, for vi havde en fornemmelse af, at der var en del at se deroppe. Lidt tilfældigt blev vi bekendt med at bytte hus. Det lød som en rigtig god ide. Vi kunne godt lide tanken om at bo privat og det generede os ikke, at nogen skulle bo i vores hus, mens vi ikke var hjemme.

Vi oprettede os som brugere på Intervac.com, som er en hjemmeside med mange tusinde verden over, som gerne vil bytte hus. Det koster ca 560,- kr om året. Men så har du fri adgang til den enorme database. Man kan frit søge og udspecificere sine ønsker og valg for lande, evt bilbyt, om der skal være børn der man vil hen m.m.

Vi fik kontakt med en familie i Reykjavik som gerne ville til Danmark samme tid som vi ønskede at komme til Island. Vi mødtes i København, byttede hus- og bilnøgler og så var vi afsted. 14 dage på Island!!!

Allerede ved indflyvningen kunne vi se at enorme naturoplevelser lå og ventede. Landskabet er dramatisk, nogle steder goldt og øde, mange steder sort, andre steder grønt af græs. Der er store flade åbne arealer, høje bjerge med sne på toppen, gletchere, søer med is, strande med sort sand. Vi tog på hvalsafari og pludselig fik vi følge af en flok delfiner som sprang omkring båden så det sprøjtede på os. Båden lagde til ud for en lille ø udenfor Reykjavik hvor søpapegøjer fløj rundt om os. Vi mødte vågehvaler, så det var uforglemmeligt både for voksne og børn.

Vi havde ved hjælp af den islandske familie booket 5 overnatningssteder rundt på øen. Så vi kørte afsted i deres bil hele vejen rundt, men holdt os til hovedvejen (den hedder nr 1!), da vi kørte i en almindelig bil og ikke en 4-hjuls trækker som er nødvendigt hvis man vil ind over ødemarken.

Vi havde heldigvis taget badetøj med, for Island er den bedste badeferie man kan tænke sig. Mange små byer har svømmehaller indendørs og udendørs, hvor vandet er varmt og næsten klorfrit. Vi mødte ikke vandtemperaturer under 32 grader og alle steder har man flere bassiner med forskellige temperaturer, så man selv kan vælge eller skifte fra det ene til det andet. Det er fantastisk at sidde mellem høje fjelde i 9 grader og kroppen er i 38 grader varmt rent vand. Vi badede naturligvis også i den blå lagune (nær Keflavik), men synes den varme kilde ved Myvatn i nord/øst Island er mere "naturlig" og ikke så overrendt. Vandet i de varme kilder er hvidligt og grumset og nogle steder meget varmt.

Overalt i Island møder man heste, mange steder kan man komme ud og ride. Det sprang vi dog over, moren er lidt bange for heste!

Vi prøvede at gå bag ved et vandfald, vi gik for foden af en enorm gletcher, den største i Europa. Ja jeg kan blive ved med at fortælle og anbefale. Vi købte en bog om Island "Rejsen rundt i Island" fra Politikkens Insighte guide. Den er fyldt med godt læsestof og inspiration til ferien samt mange godt billeder.

Med hensyn til at have børn med, var det intet problem at finde gode overnatningsmuligheder til os alle fem. Vi boede i hytter 3 nætter og hos private udlejere 2 nætter. Alle steder i Island kan man betale med Visa, så vi vekslede ikke en eneste gang.

Vi har meget lyst til at tage tilbage til Island og udforske nogle af de steder som kun er tilgængelig i en 4-hjulstrækker. Det er kun et spørgsmål om tid før vi igen sidder i flyet og rejser de 3 timer mellem København og Keflavik.

Hilsen Joanna, Jesper, Jens, Niels og Marie Adamsen

Informationer

 

Denne ferieberetning er skrevet af:
joanna d. 14. februar 2008

Yderligere info:
Island