Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle ferieberetninger    Seneste anmeldelser    Seneste anmeldelser overnatning    Tast selv tips/forslag

Prærievognsferie for sjov

I år har vi igen været på prærievognsferie i Midtjylland, hvor vi har kørt i en hestevogn med 2 hestekræfter foran i næsten en hel uge.

Efterhånden er det ved at gå op for os, at der ikke findes en bedre måde at holde ferie på! Man er sammen som en familie, har tid til at snakke, men også til at være stille sammen.... Det hele foregår med en halsbrækkende fart på ca. 4 km. i timen krydret af duften af hest. Herligt! De 2 første dage går som regel med at få den indre hastighed sat ned og den stress som ligger og lurer er pist væk.

Vi sover i vognen, som kan laves om til en` stor soveplads. Og selvom det er lidt hårdt og uvant sover vi alle helt fantastisk.

Dagene går med at komme op og få noget morgenmad (al varm mad laves enten over bål eller på Trangia kogesæt), derefter er det tid til at hestene også skal have morgenmad og "ordnes" til dagsrejsen. På det tidspunkt kan der nemt være gået op til flere timer. Vi spænder derefter for vognen, og så er vi "on the road again". Dagsruterne er som regel på max. 5 timer, også gerne afbrudt af en frokost/ispause undervejs. Når vi så kommer til lejrpladsen om eftermiddagen, skal hestene ordnes igen og have endnu et måltid mad og sætte ud på folden, hvor de kan klare sig selv til næste dag. Herefter er der tid til at vi kan hygge og lege forskellige lege inden der skal produceres noget aftensmad og bålet skal startes op.

Og aftenen sluttes af ved bålet, hvor vi mange gange hygger med marshmellows og mariekiks eller snobrød. Eller også sidder man bare og stirrer fuldstændig facineret ind i bålet, det kommer vist ikke meget bedre!

De voksne elsker det, ungerne elsker det, og selv om vi hvert år snakker om, hvad vi skal til næste år ender det altid med at blive prærietur igen

Det kan varmt anbefales til andre, med eller uden børn er det en stor oplevelse.

Informationer

 

Denne ferieberetning er skrevet af:
m-sand d. 25. august 2008

Yderligere info:
Danmark
Jylland