Velkommen gæst Bliv medlem Glemt password?
 
Vis alle ferieberetninger    Seneste anmeldelser    Seneste anmeldelser overnatning    Tast selv tips/forslag

Varme bade i varme lande






I juni 2006 var vi i Ungarn på ferie. "Vi" er Mathias på 2½, Line på 11 og mor og far.

Vi skulle selv køre derned, og netop som vi var kørt hjemmefra, og lige skulle poste et brev i postkassen gik udstødningen (på trods af farmands tjek nogle dage før) i stykker!! Det er surt en fredag aften, når man regner med at være i Ungarn næste eftermiddag! Heldigvis har vi en dygtig far i vores famile, så efter at mor og børn havde været hjemme i et par timer, havde far været på værkstedet og lavet bilen, og turen kunne genoptages!

Vi havde bærbare dvd-afspillere med til børnene, og de så film hele vejen til grænsen. På et tidspunkt faldt de i søvn, og vi kørte videre i natten. Vi skiftedes til at køre et par timer ad gangen, og på den måde nåede vi Leipzig kl. meget-tidligt næste morgen. Udenfor Leipzig købte vi brød på en rasteplads, og smurte så morgenmad med smør osv. fra køletasken, - hyggeligt og meget "ferie-agtigt"

Vores GPS havde åbenbart en brist, for hele formiddagen kørte vi på små veje. De var rigtig hyggelige, - men tempoet er ikke særlig højt og vi nåede derfor først frem til campingpladsen ved 17-tiden om lørdagen. Børnene klarede turen godt, undtagen den sidste time som ikke var særlig sjov for nogle af os, - men det kan man jo så udmærket forstå!

Vi havde lejet et mobil-home på den største campingplads i Balatonfüred. Den hed ganske enkelt Balatonfüred. Leje af mobilhome er en ferieform vi har prøvet før, og som passer godt til os, der ikke er så vilde med at dele bad og andre faciliteter med andre. Man har sit eget bad, toilet og køkken, og tilmed en lille "have" med havemøbler. Der var også fint plads til os alle i "stuen". Line fik sit eget værelse, og Mathias sov i "smørhullet" hos mor og far.

Vi var der lidt udenfor sæsonen, så der var rigelig plads omkring os! I de andre mobil-homes var der næsten kun børnefamilier, så Mathias fik hurtigt legekammerater. Der var desværre ikke nogle børn på Lines alder
Campingpladsen ligger direkte ned til Balatonsøen, - Europas største ferskvandssø, og der er lavet en lille strand, hvor man kan ligge og se færgerne krydse søen.

Vi så mange steder og mange ting, - men en af de ting som vi alle hyggede os med, var en tur i Termal-badet i Pápa.

Et termalbad er baseret på vand, - vaaarmt vand, som kommer direkte fra undergrunden, og derfor er 32-36 grader varmt.

Vi var, som sagt, i termal-badet i Pápa, som ikke bare er et bad, - men et helt vandland! Indendørs var der pools og boblebade. Udendørs var der børnebassin, vandrutchebaner og pools.

Det som var så fantastisk ved termal-badet var, at det ikke var koldt at gå i vandet, og det var heller ikke koldt at komme op, - da luften jo også var dejlig varm, - det har jeg alligevel ikke været ude for før.

Vi havde nogle rigtige gode timer deroppe, og Mathias, som på det tidspunkt var 2½ hyggede sig rigtig i børnepoolen. Den var vel omkring 40-50 cm. dyb på det dybeste sted, så der blev hoppet fra kanten masser af gange!!

I løbet af ferien var vi også i Budapest, - som er en flot flot by, med et - for børnefamilier - tiltrækkende kvarter! Der var simpelthen et "hjørne" af byen med tivoli, cirkus og Zoo. Vi havde en eftermiddag på stedet, og nåede kun tivoliet. Udenfor disse attraktioner var der masser af gadehandlere med alskens legesager, gasballoner og andre spændende ting!

Priserne er stadig forholdsvis lave i Ungarn så vi var ude at spise flere aftener. En middag med rødt oksekød til mor, far og Line og en børnemenu til Mathias, inkl. 3 * ½ sodavand og 2*½ øl, kunne fås for omkring 300 kr, og det var endda på campingpladsen. Hvis man havde fundet et mindre "turistet" sted kunne det garanteres gøres meget billigere, - men det var dejligt for os at kunne gå frem og tilbage, og der var 4-5 restaurenter at vælge imellem, så det blev ikke ensformigt. En enkelt dag købte vi også pizza på campingpladsen, og tog det med hjem i "haven" og spiste, - det var såå hyggeligt!

Der er ikke nogle deciderede forlystelsesparker i Ungarn, som vi kender det herhjemmefra, - undtaget Tivoliet mm. i Budapest, men fra vores campingplads var der 120-130 km., så den tur tager man kun 1 gang.

Vi var der midt i juni og vejret var perfekt!! Der var sol og varme hver eneste dag, og vi fik slet ikke pakket de lange bukser og trøjerne med lange ærmer ud, - for der var slet slet ikke brug for dem!

Det er en god idé at tage af sted i juni, da der dels er meget bedre plads (omend der er nogle steder som ikke er åbnet endnu), og dels fordi der ikke bliver så ulideligt varmt som i juli.

God fornøjelse til de som endnu har til gode at opleve Ungarn!

Informationer

 

Denne ferieberetning er skrevet af:
familienolsen d. 02. oktober 2007

Yderligere info:
Ungarn
Balaton Søen