Camping Blommehaven – Perfekt bycamping

Både Kr. Himmelfartsferien og pinsen blev i år tilbragt på Camping Blommehaven ved Århus. Et fantastisk udgangspunkt, hvad enten man er til natur, strand eller byliv.
Blommehaven er en DCU campingplads, hvilket blandt andet betyder, at man som DCU medlem ikke betaler for børn under 12 år. Derudover er der andre fordele som gratis hund og gratis bad, som kombineret med den perfekte beliggenhed, også gør Blommehaven til en meget attraktiv campingplads for børnefamilier.

Blommehaven ligger kun ca. 5 km fra centrum af Århus midt i Marselis skovene og meget tæt på Moesgård Museum og ikke mindst Moesgård Strand. Søger man by camping, kommer man ikke tættere på en perfekt beliggenhed, da man udover at være tæt på byen er omgivet af den flotte natur, som bøgeskovene ved Marselis tilbyder.

Selve campingpladsen
Campingpladsen er opdelt i to den ”oprindelige” campingplads på vandsiden, hvor man også finder information og butik, men hvor der også er mulighed for såkaldte strandpladser med udsigt over Århus Bugten. Flere af pladserne er opdelt med hæk, så man har sin egen lille matrikel, og med det lidt skrånende område, har rigtig mange af pladserne en flot udsigt over vandet.

På modsatte side af Strandvejen ligger et nyere campingområde, her er ingen havudsigt, men til gengæld en bedre og større legeplads, end ”vandsiden” byder på. Vores børn på 5 og 8 år tilbragte det meste af deres ferie i dette område. Der er store legoklodser, som kun fantasien sætter grænser for, hvad kan bruges til. Der er klatrestativer, gynger, redegynge, hoppepude og ikke mindst små cykler og legehuse, så man kan lege både købmand, og ”forældre” som kører til og fra arbejde. Det er virkelig leg i kreativitets tegn, og som det hører sig til på camping, finder man lynhurtigt andre børn, der kan være med i legen.

Servicebygninger
På begge sider af campingpladsen er der toiletbygninger med gratis bad, køkkenfaciliteter, og familierum, og især sidstnævnte var godt repræsenteret på vestsiden. Servicebygningerne er flotte og nymoderniserede og trods de mange gæster på pladsen, oplevede vi ikke, at der var beskidt og ulækkert, som man desværre ofte gør på de meget besøgte pladser. Rengøringen her fungerede fint.

Hvor man vil ligge på campingpladsen afhænger nok lidt af, hvilket behov man har. Har man mindre børn vil jeg dog anbefale vestsiden pga. legepladsen og minigolfbanen, men når det så er sagt, går der en stor bro henover vejen mellem de to områder, så børn ikke behøver krydse vejen, som er ret trafikeret, da det også er vejen ud til Moesgård Strand.

Noget for enhver smag
Pga. de høje træer, som findes mange steder på pladsen er der gode muligheder for at finde læpladser. Det lufter nok lidt mere på vestsiden, men omvendt er der flere pladser med flere soltimer på den side, så igen kommer det lidt an på behovet. Egentlig meget smart, at man sådan kan tilgodese alle campingtyper. Det afhænger måske også af, hvornår på året, man kommer, for om sommeren kan det jo være meget rart med lidt luft, som f.eks. da vi var der, hvor der var 27 gr.

Stranden og naturen
Uanset hvor på pladsen man ligger, er der ikke langt ned til vandet, og børn kan jo uafhængig af vejret, altid få tiden til at gå ved vandet, om end det er med at kaste sten i vandet og slå smut, eller det er ved at stikke tæerne i og mærke det lidt kolde gys på en ellers varm sommerdag. Stranden er lidt stenet det første stykke ud, men man kan på 5 min køre ud til Moesgård Strand, som byder på en af de bedste strande ved Århus med flot sandbund, ishus og toiletbygning. En klassiker blandt strandene og et must for vandhunde.

Der er fra Blommehaven flere udgange direkte i den flotte Marselis Skov med de smukke bøgetræer, og her er rig mulighed for både vandre- og løbeture på de mange stier. Flere campister havde også cykler med, da der er fine cykelstier ind til Århus Centrum, og kun 5 km. Har man ikke cykel med, og ønsker man ikke at tage bilen, så går bussen lige udenfor pladsen i højsæsonen.

Kiosk
Kiosken, som ligger ved informationsbygningen, har alt hvad campinghjertet begærer både de almindelige fornødenheder til dagligt brug, men også softice, gammeldags isvafler, slush-ice og ”vej-selv-slik”, som lige gør ferien lidt sjovere. Her er også mulighed for at købe friskbagt brød incl. rundstykker, som findes i et hav af varianter.

Hytte udlejning
Har man ikke selv campingvogn er der på vestsiden af campingpladsen flere hytter til leje, som ligger lige ved indgangen til dette område, og også her kunne vi spore stor popularitet, da alt så ud til at være udlejet i den periode, vi var der.

Aktiviteter på pladsen
Når man besøger Blommehaven i helligdagsferier og højsæson er der forskellige aktiviteter. En super smart feature, som vi aldrig før har oplevet, er at Blommehaven et kvarters tid før en given aktivitet, sender en sms ud til alle, om hvad der skal foregå, hvor og hvornår. På den måde skal man ikke hele tiden huske, hvornår der er hvad, og man kan hurtigt springe til, hvis man vil være med. Ganske simpelthen genialt. Servicen bliver også brugt til andre formål, f.eks. modtog vi en sms om en bil, som holdt ulovligt parkeret, ligesom vi ved afrejsedagen fik info om, hvornår vi skulle afregne, og hvornår vi skulle være ude.

Da vi besøgte pladsen i Kr. Himmelfartsferien og Pinsen blev vi budt på aktiviteter som ansigtsmaling, snobrød, vandretur med guide i skoven incl. tur igennem Dyrehaven, fodboldboldhygge i TV stuen med køb af fadøl og visning af kampen mellem Brasilien og Danmark, rundbold, prøvesmagning og salg af fransk cider og juice, og ”marked” med salg af tøj, tasker og smykker samt demo af Tupperware. Derudover havde campingfatter samt tre andre lidt uofficiel sjov på boldbanen med store fjernstyrede benzindrevne biler, som samlede en del interesserede til ræs.

Masser af seværdigheder i Århus
Blommehaven byder på alt lige fra byliv, natur, strand og hygge. Jeg tror ikke man andre steder, kan komme på camping tæt på en storby, og samtidig opleve naturen på klos hold. Jeg kan derfor også varmt anbefale Blommehaven til alle, og husk så, mens man er der, at Århus byder på mange spændende seværdigheder, som Den Gamle By, Botanisk Have og Tivoli Friheden, ligesom Dronningens Marselisborg Slot, Dyrehaven og Moesgård Museum ligger næsten naboer til Blommehaven. For de mere shoppelystne er der naturligvis den store gågade, ligesom Bruuns Galleri er tiltrækkende i dårligt vejr. Marselisborg Lystbådehavn er jo altid hyggeligt, og området omkring Tangkrogen byder ofte på cirkus, marked og andre spændende aktiviteter. Derudover må man bare ikke snyde sig selv for den smukke natur, som Marselis skovene tilbyder på de mange vandrestier, flere steder med udsigt over vandet.

Vi har været utrolig glade for besøget i Blommehaven, så pladsen til næste år er allerede booket.

Vores bedømmelse:
Beliggenhed:
Servicebygninger mm:
Aktiviteter:

Dejlig campingplads med


Udgivet

i

af

Tags: