Skiferie for de små familiemedlemmer

Skiferie med de små familiemedlemmer
Skiferien kan hurtigt blive op ad bakke, hvis der ikke tages hensyn til de mindste, der er afsted og det er nu engang sjovest, når det går nedad og ikke for meget opad.

Dette er nogle gode råd omkring, hvordan det kan blive en uforglemmelig og fantastisk tur for både voksne og børn, selvom man bruger lidt energi på at tilrettelægge turen – set i børnehøjde og fra deres perspektiv.

Hvis man kører i bil, er det vigtigt at få investeret i et par bærbar dvd afspillere med head set, så børnene har mulighed for at bruge den lange køretur med en hyggelig film eller to. Det er optimalt med to individuelle afspillere, så der er mulighed for at vælge til og fra mht hvilken film, man har lyst til at se.

Det er også essentielt at tage nogle pauser undervejs. De behøves ikke være særlig lange, men bare nok tid til, at man lige kan komme ud at strække benene lidt og på den måde få brudt rutinen i forhold til de mange film eller nintendo spillerunder.

Jeg har også gode erfaringer med at investere i nogle enkelte, små lommespil, såsom ludo, fire på stribe eller andre små kortspil. De er billige og kan jo bruges igen og igen. De er flittigt blevet brugt i vores familie på ture og kræver blot, at man lige støvsuger bilen med øjnene for nogle af de små brikker, der enkelte gange falder ned mellem sæderne.

Skiskolen, skileje og selve skiløbet er jo et kapitel for sig og her kan der fortælles vidt og bredt om gode råd og tilgange til disse områder. Mine erfaringer er, at det vigtigste i de første ca. 2 til 3 år er, at det er danske skiinstruktører. Børnene ser denne sportsgren som noget nyt og spændende men også som noget farligt og udfordrende og der bliver skabt en grad af genkendelighed og tryghed, når det trods alt er nogle, der taler dansk, der løber afsted med én i de 3 til 4 timer, som skiskolen ofte tager. Mange rejsebureauer har dog valgt at afkorte dagene så de er lidt kortere eller så der kun er skiskole i 3 af 6 dage, så børnene også kan stå lidt med mor og far.

Det er naturligvis også vigtigt, at børnene har nok tøj på og ikke mindst det rigtige således, at det er svedabsorberende inderst og varmt og lunt yderst i form af en fleece trøje eller lign. Sidst, men ikke mindst, er det allervigtigst at rose sit barn og lade det stå ned af pisten sammen med sine forældre. Så oplever man sine børn synge og grine i en sand glædesfryd, hvilket jeg sjældent har set mage. Eller når øjeblikkene kommer, hvor man i sit skiløb kommer ved siden af sit barn ned af pisten og hører det småsynge med sigselv og bare stå på ski i sin egen glade verden.

Så tænker man, at det er livet!

God skitur!

Stina Atar
Sjovforbørn.dk
20. marts 2009


Udgivet

i

af

Tags: