4 ideer til underholdning for dig og dine børn i ferien

Siger kalenderen ferietid? Og mangler du tips til, hvad du kan lave med børnene i ferien? Så læs med i denne guide, hvor du får fire idéer til underholdning i ferien, som både er sjovt for børn og voksne.

Kreative kurser hjemme i stuen

Når vi tænker på underholdende ferieoplevelser med børnene, tænker vi ofte på den klassiske tur i Legoland eller i zoologisk have. God ferieunderholdning kan dog sagtens foregå hjemme i stuen. Hvad med at udfolde jeres kreative evner med forskellige online kurser? Der findes f.eks. dette fotokursus, hvor du via videolektioner sammen med børnene kan lære at tage flotte og harmoniske billeder, som står knivskarpt – her kan I jo passende bruge hinanden i familien som modeller.

Hvis I ikke har en fotograf gemt i ærmet, kan et tegnekursus måske være noget for jer. Hvis du har børn i alderen 6 til 13 år, så se eksempelvis dette tegnekursus for børn. Her får du og dine børn finpudset jeres kreative talent. Kurset er hyggeligt og helt nede på jorden, hvor I lærer at tegne simple ting som huse, træer, hunde, katte, hajer eller prinsesser.

Den store bagedyst i børneversion

Programmet Den store bagedyst er blevet vældig populært både blandt voksne og børn. Hvad med at lave en version af programmet hjemme i køkkenet? I behøver selvfølgelig ikke at være knap så konkurrenceprægede, men gør det i stedet til et hyggeligt familieprojekt. I kan eventuelt have lagkagebunde, fyld og pynt klar og tage tid på, hvem der først får samlet lagkagen og pyntet den. Det skal der nok komme nogle sande kagemesterværker ud af og en masse grin.

Tag på bondegårdsbesøg

Der er mange gårde rundt omkring i landet, som inviterer på bondegårdsbesøg for hele familien. Det er en oplagt mulighed for at få en hyggelig dag blandt køer og korn og samtidig vise børnene, hvor mælken kommer fra. I Horsens findes der for eksempel en bondegård ved navn Børnebondegården, som har specialiseret sig i børnebesøg. Her kan I komme tæt på både husdyr som køer og får samt kæledyr som marsvin og kaniner. I får også et lærerigt indblik i, hvordan man producerer fødevarer og passer husdyr og kæledyr.

Lav hjemmebiograf

Vi går imod koldere tider, hvor mange dage mest af alt indbyder til at putte sig indenfor med en god film. Derfor kan I udnytte muligheden for at lege biograf derhjemme. Det lyder måske trivielt bare at sætte en film på. I kan dog gå all in på biografstemningen og virkelig gøre noget ud af det. Lav billetter, som skal tjekkes, gør rummet helt mørkt og servér popcorn i papbægre. Så er det bare med at sætte en god film på, mens I gnasker popcorn i mørket og falder ind i rollen som biografgængere.

 


Udgivet

i

af

Tags: